Der var vigtige point på spil i toppen af U17 Ligaen i weekenden, da Brøndby gæstede EDC Arena i Ikast.
En bølgende 1. halvleg endte uden mål, selvom der var bud efter scoringer i begge ender af banen.
De sidste 45 minutter blev spillet med samme intensitet og ligeledes med mål til følge – også et af de flottere af slagsen.
Godt ti minutter inde i 2. halvleg erobrede Alberto Velásquez kuglen på midten af banen, og herfra noterede det finsk-peruvianske stortalent sig, at udeholdets keeper var langt ude af sit mål, og han kunne på fornem vis sparke hjemmeholdet i front fra en 35-40 meter.
Fem minutter efter blafrerede netmaskerne dog i den anden ende af banen, hvor de gulklædte gæster udlignede til 1-1. Det blev også til 1-2 med 77′ på stadionuret, og derfor satte de midtjyske værter jagten ind på at bringe balance i regnskabet.
Det lykkedes i opgørets afslutning. Et hjørnespark fra August Emil Skyttehave Rytter fandt venstre inderside på Lau Overgaard, som styrede bolden i kassen og udlignede for hjemmeholdet, der kort forinden var blevet decimeret til ti mand.
En rutsjebanetur af en fodboldkamp endte på den værst tænkelige måde for de midtjyske akademister. Et hårdt pres mod værternes mål endte med en BIF-scoring i kampens døende minutter, som dermed også resulterede i et midtjysk nederlag.
En hård skæbne for U17-drengene, der i ligatabellen misser terræn til top-tre. I skrivende stund er de næstældste akademister seks point fra F.C. København på tredjepladsen.
Lørdag den 31. maj tager U17-holdet hul på sæsonens fjerdesidste ligakamp, når der venter en udebanetur til Lyngby.
Du kan altid følge med i den aktuelle stilling og kampprogram i U17 Ligaen her.
FC Midtjylland U17 2-3 Brøndby IF U17 (0-0)
55′ 1-0 Alberto Velásquez
60′ 1-1 Viggo Poulsen
77′ 1-2 Malthe Mortensen
84′ 2-2 Lau Overgaard
90′ 2-3 Ekene Chukwuani
FCM XI: Sigurdur Jökull Ingvason, Magne Norn (88′ Elias Bilali), Lau Overgaard, Mario Amini, Egill Orri Arnarsson, Frederik Vestergaard, Viktor Elias Frisch Bastrup (71′ Benjamin Mujkanovic), Jens Emil Klim Munk (76′ Noah Kjer), James Alphinas (76′ August Emil Skyttehave Rytter), Malik Pimpong, Alberto Velásquez.