Da FC Midtjylland drog på træningslejr i Spanien for ni dage siden, var det ikke kun førsteholdsspillere, der havde pakket kufferten. Med på turen var også flere U19-spillere, der fik mulighed for at snuse til livet på førsteholdet – både på og uden for banen.
For Julius Emefile har træningslejren været en oplevelse, der har budt på tempo, spilletid, nye relationer og masser af læring.
– Det har været virkelig fedt og sjovt at være her. Jeg har selvfølgelig været lidt nervøs op til, men jeg føler virkelig, at folk har været imødekommende og åbne, fortæller han.
Sammen med de andre akademispillere på turen fandt han hurtigt en plads i gruppen.
– Det har været fedt at dele oplevelsen med Frederik Bunten og Malik Pimpong (to andre U19-spillere, red.), for så har jeg haft nogle, jeg kunne være helt tæt med, men samtidig har man også kunnet lære de andre at kende. Det har været en rigtig god balance.
At have nogle af sine bedste venner tæt på betyder meget, når man som ung spiller træder ind i et miljø med høj intensitet og store forventninger.
– Det er bare fedt at have nogle, man er tæt med og nogle, man kan snakke om lidt af hvert med. Bilal Konteh kender jo allerede mange af førsteholdsspillerne, så gennem ham har det også været nemmere at lære dem at kende. Jeg føler egentlig, at det har været ret nemt at komme op og snakke med folk, fortæller han med et smil.
Relationer, tempo og krav
Forholdet til de andre U19-spillere, som også var draget til Spanien på træningslejr, betyder meget for Julius Emefile.
– Vores relation er virkelig god. Vi har det altid sjovt sammen, vi joker meget, og nogle gange diskuterer vi også, men det er aldrig på en dårlig måde. Det er en virkelig, virkelig god relation – også på banen.
– Vi bor sammen derhjemme, og det styrker bare relationerne endnu mere. Når man er sammen så meget, er det svært ikke at blive tætte og have det sjovt sammen. Vi laver også meget andet end bare at spille fodbold.
Når man spørger Julius Emefile, hvad det bedste ved træningslejren har været, er han ikke i tvivl.
– Det bedste har helt klart været at få spilletid og spille en masse fodbold. Det er det, jeg har glædet mig allermest til. Især kampene – det var virkelig fedt. Det gav mig mulighed for at teste mig selv og se, hvad jeg kan bidrage med på et hold på det niveau.
Samtidig blev forskellen på ungdoms- og seniorfodbold også endnu tydeligere.
– Det sværeste har været inde på banen. Tempoet er højere, og det er mere fysisk. For mig har det især været udfordrende at være tændt hele tiden mentalt.
– Vi arbejder meget mand-mand i presset, og der kan jeg ikke slippe min mand i to sekunder. Så kan han være væk og skabe en målchance. Det kræver, at man er klar i hovedet hele tiden.
Læring er både ros og kritik
Feedback er en naturlig del af hverdagen på førsteholdet, og her forsøger Emefile, der også er en del af det danske U19-landshold, at tage det hele med sig.
– Det er selvfølgelig fedt at få ros, men jeg er egentlig ligeglad med, om det er ros eller konstruktiv kritik. Når jeg får beskeder fra træneren eller medspillere, tager jeg det til mig.
– Ros motiverer mig, fordi jeg ved, hvad jeg gør rigtigt. Kritik gør mig mere afklaret i forhold til, hvad jeg skal arbejde på.
En kreativ ung mand
Energi er et nøgleord, når han selv beskriver sin personlighed.
– Jeg prøver at være glad, sprede glæde og nyde tiden med mine venner og dem omkring mig. Jeg er ikke så god til bare at sidde stille og lave ingenting.
Når fodboldstøvlerne er stillet til side, får den kreative side frit løb.
– Jeg elsker at være kreativ, særligt at tegne og male, men jeg kan godt lide at være kreativ på alle mulige måder.
Musikken fylder også mere og mere.
– Jeg kan godt lide at spille klaver. Jeg blev faktisk glad, da jeg fandt ud af, at Malik Pimpong også spiller. Jeg købte et klaver i sommer og har øvet mig helt vildt.
– Jeg har et elektrisk klaver på værelset med pedaler og det hele. Jeg lærer bare de sange, jeg godt kan lide – blandt andet ‘Congratulations’ med Mac Miller. Jeg bruger YouTube, så jeg har ikke lært at læse noder endnu, men måske det kommer en dag.
Energisk og med store drømme
På banen beskriver han sig selv som en spiller, der bidrager med mere end bare det taktiske.
– Jeg er en energisk spiller. Jeg kan godt lide at bakke mine holdkammerater op og være opmuntrende. Samtidig vil jeg også gerne være en trussel overfor modstanderne, skabe chancer og være målfarlig.
Youth League har været et af højdepunkterne i karrieren indtil videre.
– Youth League er noget af det fedeste, man kan opleve som U19-spiller. Da jeg var U17-spiller i FCK, fulgte jeg meget med og tænkte ‘wow, det vil jeg virkelig gerne prøve en dag’.
– Da jeg så kom til FC Midtjylland, og Youth League blev en mulighed, var det virkelig fedt. Især første gang – det føltes helt officielt. Man rejser ud, der er tilskuere, og der er virkelig meget på spil.
En klub, der føles som en familie
Valget af FC Midtjylland har vist sig at være det rigtige.
– Klubben har været et virkelig godt sted for mig. Setuppet passer virkelig godt – både i forhold til træning og faciliteter.
– Da de sagde, at FC Midtjylland er en familieklub, tænkte jeg, at det lød fedt. Men når man først er en del af det, kan man virkelig mærke det. Der er ikke nogen i klubben, jeg ikke kan snakke med.
Han tør også drømme stort.
– På sigt vil jeg gerne spille Champions League. Og så drømmer jeg også om at komme til en af de store ligaer – måske særligt Premier League. Det er nok det fodbold, jeg har set allermest, så det er det, jeg drømmer allermest om.
For nu handler det om at tage næste skridt, lære af oplevelserne i Spanien og fortsætte udviklingen i et miljø, hvor både fællesskab og ambitioner går hånd i hånd.