Artiklen, du kan læse her, er en del af søndagens kampprogram, som du kan anskaffe dig fysisk på MCH Arena. I kampprogrammet kan du, udover at blive klædt på til opgøret mod AGF, også få et lod i pausekonkurrencen Halftime Hero.
Colombianske Pedro Bravo ankom i sommeren 2024 til FC Midtjylland i en alder af 19 år. Her skulle han forsøge at spille sig ind på midtbanen efter et vellykket lejeophold i portugisiske C.D. Mafra fra Pedro Bravos første professionelle klub, CD América, i hjemlandet.
I dette interview kommer den 20-årige midtbanemotor ind på både fortiden, nutiden og fremtiden i fodbold såvel som uden for banen.
Fortæl os lidt om, hvem du er som person uden for banen. Hvad går du op i?
– Jeg er et stort familiemenneske. Jeg elsker at være sammen med dem alle sammen. Derudover elsker jeg selvfølgelig fodbold, og det er det, jeg går mest op i at optimere mig selv inden for. Jeg tager min professionelle karriere meget alvorligt.
– Jeg kan også godt lide at lære nye sprog. Jeg er i gang med at lære engelsk lige nu, og jeg vil også gerne lære dansk på et tidspunkt. Det er svært for mig, men jeg gør mit bedste, og jeg begyndte allerede på engelskundervisningen, da jeg var i Mafra, fortæller Pedro Bravo.
Hvis vi skruer tiden tilbage, kan du så fortælle os om, hvordan din barndom var?
– Jeg er opvokset i Cali, hvor der bor over to millioner mennesker. Det er en stor by, og jeg husker min barndom som en rigtig god tid, hvor vi spillede en masse fodbold, beretter den 20-årige midtbanespiller.
Hvad betyder Colombia for dig?
– Det betyder alt for mig. Det er mit hjem. Hele min familie bor der, og jeg elsker vejret i Colombia, maden i Colombia, og alt det andet i Colombia. Jeg rejser hjem hver gang, jeg har ferie for at se min familie. Det er kun min søster, der er med mig i Danmark, og ellers kommer min familie og besøger mig hver tredje måned. Jeg bruger så meget tid som muligt på dem.
Du har spillet en del ungdomslandskampe, men har forsat din debut på det colombianske A-landshold til gode. Hvad ville det betyde for dig?
– Det ville betyde alt for mig. Det er min største drøm at spille for landsholdet, og jeg tror på, at det nok skal komme på et tidspunkt. Jeg har spillet for ungdomslandsholdene i Colombia, men det ville være endnu større at gøre det for A-landsholdet.
Hvornår begyndte du at spille fodbold, og hvornår vidste du, at du havde talent for det?
– Jeg begyndte som et lille barn, hvor vi spillede fodbold på gaden. Da jeg blev 11-12 år, kom jeg på et akademi, hvor jeg var i tre-fire år. Da jeg blev lidt ældre, kom jeg til CD América, hvor jeg begyndte på professionel fodbold. Her fandt jeg ud af, at jeg var talentfuld, og at jeg kunne gå hele vejen.
Hvordan begyndte dit fodboldeventyr i Europa?
– I en pre-season i CD América var der en scout fra Mafra, der gerne ville have mig til deres klub. Det var jeg meget interesseret i, selvom jeg kun var 17-18 år, men jeg vidste, at det ville være den rigtige beslutning, da jeg altid har drømt om at spille i Europa.
– Jeg havde et godt år i Mafra, men det var kun en låneaftale. Da sæsonen var ovre, ville Midtjylland gerne købe mig, og denne gang var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, da de spiller på et endnu højere niveau. Det har også siden hen vist sig at være den rigtige beslutning, for jeg har det rigtig godt her.
I den første halvdel af sæsonen fik du ikke så meget spilletid, og det var en tid præget af mange indhop. Hvordan var den tid for dig?
– Det var svært. Jeg ønskede at spille, men jeg kunne også godt se, at jeg skulle lægge på for at blive mere klar. Jeg arbejdede hårdt hver eneste dag i styrkelokalet og på banen for at blive bedre og vise mig frem. Det gav pote, og jeg fokuserer kun på den situation, vi har nu.
I foråret har du været en fast del af startopstillingen, og du får mange kampe. Hvordan ser du situationen nu?
– Jeg er ekstremt glad. Min familie er også stolte af mig, og jeg håber bare på, at jeg kan bygge videre på det og blive endnu vigtigere for holdet. Det er det vigtigste for mig, og det er her mit fokus ligger.
Vi er i den afgørende fase af sæsonen, og mesterskabet bliver snart afgjort. Hvad skal der til for, at vi bliver mestre igen?
– Vi kan gøre det. Det er hele holdet overbevist om. Vi har nogle rigtig gode spillere, men vi skal finde et ekstra gear i de sidste kampe, for det har ikke været godt nok i alle kampe. Det ville være virkelig fedt for mig, hvis vi blev mestre, og det ville være første gang i min karriere.
Hvad er dine drømme for resten af karrieren?
– Jeg vil gerne vinde en masse mesterskaber, og det må gerne være i en masse forskellige ligaer. Mit største mål er som sagt at komme på landsholdet og få en masse kampe der.