Kvindeholdet

Plasmann efter uafgjort: Frustrerende når det ikke lykkes

Fredag aften tog FCM-kvinderne imod ASA på Vildbjerg Stadion. I kampen stod der vitale point på spil, men det endte uafgjort, og dermed er der ingen af holdene, der trak fra.

11/05/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

FCM-kvinderne er fortsat ubesejrede i forårets kvalifikationsspil til Gjensidige Kvindeliga. De kunne ellers have taget et stort skridt mod oprykningen fredag aften, da ASA kom på besøg.

ASA er nærmeste forfølger under oprykningsstregen, og hvis FCM-kvinderne havde trukket sig sejrrigt ud af fredagens opgør, kunne de have distanceret gæsterne med otte point. I stedet endte det med et uafgjort resultat, og der er dermed status quo i forhold til ASA, som fortsat er fem point bag FC Midtjylland.

Fredagens kamp begyndte skidt for kvinderne, da de kom bagud efter 14 minutter. Det fik de ikke svaret igen på i første halvleg, og dermed var 0-1 pausestillingen.

– Det var en forholdsvist rodet første halvleg, hvor vi slet ikke får udnyttet de få chancer, vi skaber. Vi får dog heller ikke skabt nok overhovedet, og ASA er gode til at gøre det svært for os. Det var en frustrerende halvleg, og det ærgrer os selvfølgelig, at vi ikke formår at dominere dem i starten af kampene, fortæller Molli Plasmann og henviser til seneste møde med ASA.

I anden halvleg gik der dog ikke lang tid inden rækkens topscorer, Rikke Dybdahl, var på pletten efter et oplæg fra Ida-Sofie Rathe. Dermed var der udlignet efter 55 minutters spil, og FCM-kvinderne kunne jagte sejren. Det afgørende sejrsmål udeblev dog, og dermed måtte FCM-kvinderne nøjes med uafgjort mod ASA for anden gang i foråret.

– Det er vi brandærgerlige over. Vi er frustrerede over, at vi ikke er der helt i første halvleg, og selvom vi kommer ud og ligner os selv mere i anden halvleg, er det stadig frustrerende, at vi ikke lykkes med at sætte kniven ind og sikre det afgørende mål. Det er bare frustrerende, når tingene ikke lykkes for os, pointerer Molli Plasmann.

– Det er dog megavigtigt, at vi endte med at få uafgjort med fra kampen. Vi var bagud, og hvis det resultat havde holdt hjem, var der kun to point ned til ASA. Vi holder afstanden på fem point med det uafgjorte resultat, og det er trods alt en del bedre, fastslår midtbanespilleren.

Molli Plasmann fik sin første start i mere end tre år fredag aften, og det var ganske specielt for hende.

– Det er megafedt at være tilbage og spille fodbold. Jeg har haft en lang kamp med skader, og det betød helt vildt meget for mig, at jeg fik lov til at starte inde for første gang, siden jeg blev skadet.

– Det betyder også noget specielt, at det er i FCM-trøjen. FCM har en speciel plads i mit hjerte, og jeg har altid fulgt klubben. At jeg nu løber rundt med ulven på brystet, er helt specielt for mig, fortæller hun.

Kvinderne har nu to ugers pause, inden de møder Kolding IF i en udekamp lørdag den 24. maj kl. 18.00 på Autocentralen Park i Kolding.

FC Midtjylland 1-1 ASA (0-1)

14′ 0-1 Ulrikke Linde
55′ 1-1 Rikke Dybdahl

FCM XI: Katrine Thisgaard, Phiona Nabbumba, Clara Jepsen, Ida Olsen, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark, Rikke Dybdahl, Annika Huhta, Malene Nielsen, Molli Plasmann, Julie Breiner.