Kvindeholdet

Pokalkamp på Fyn: En ekstra tænding i opgøret

Onsdag aften er stadionlyset tændt på Odense Atletikstadion, når FC Midtjyllands A-Liga-hold gæster Dalum/Næsby fra C-Ligaen i Kvindepokalen. Assistenttræner Simon Hede sætter her ord på forventningerne til kampen.

30/09/25
Steffen Klitgaard
Foto: Susan de Klerk

Onsdag kl. 19.00 spiller FC Midtjyllands kvinder tredje runde af Kvindepokalen mod Dalum/Næsby. Den fynske modstander spiller til dagligt i pulje 2 af C-Liga. I de første to runder af Kvindepokalen har de slået Aarslev BK og Haderslev FK, mens FC Midtjylland hjemme slog Fortuna Hjørring ud med 2-0 og inden da besejrede Aarhus 1900.

– Det er altid sjovt med modstandere, der til dagligt spiller på et lidt lavere niveau. Når man som A-Liga-hold skal møde et C-Liga-hold, vil der altid være ekstra tænding i kampene. For Dalum/Næsby er det jo en god mulighed for at vise, hvad de som klub og hold står for. Så jeg forventer helt sikkert et Dalum/Næsby-hold, der kommer ud og vil kæmpe for enhver meter af banen og gå hårdt ind i alle dueller, fortæller assistenttræner Simon Hede om kampen.

Selvom modstanderen spiller i en lavere række normalt, ændrer det ikke noget på tilgangen til kampen.

– Vi har forberedt os, som vi gør til alle kampe. Jeg har været i Viborg for at se, hvordan Dalum/Næsby spiller, og ellers har vi haft fokus på os selv og det, vi selv vil bringe i spil. Præcis som til alle andre kampe, siger Simon Hede.

Midtjyderne forventer at bringe det udtryk, der kendetegner klubben.

– Når vi spiller fodboldkampe, er det vigtigt for os, at man kan genkende vores udtryk. Man skal altid kunne se, at det er FC Midtjylland, der spiller – med alt hvad det indebærer. Så vi kommer til at have et stort fokus på at vise FCM-DNA i kampen, udtaler Simon Hede.

Trænerstaben tager en kamp ad gangen, men der er alligevel et håb om, at pokalturneringen kan give noget ekstra:

– Vi går ind til alle kampe for at vinde. Det samme gælder pokalturneringen. Så vi drømmer selvfølgelig om at komme langt og forhåbentlig vinde turneringen, slutter Simon Hede.

Kampen fløjtes op onsdag kl. 19.00 på Odense Atletikstadion.

Lørdag den 4. oktober kl. 16.00 tager FC Midtjylland imod OB Q på MCH Arena. Her jagter vi en sejr og A-Ligas tilskuerrekord. Du kan købe billet til kampen via linket nedenfor til 60 kr. for voksne og 40 kr. for børn.

Køb billet til kampen her