Du er 11 år gammel.
Pakker dit liv i en taske.

Forlader din mor og far.
Dine tre søskende.
Dine venner.
Din hjemby.

Alt det, der er trygt.
Og alt det, der er kendt.

Netop dette var virkeligheden for den nu 22-årige Darío Osorio, som tidligt traf et valg, der skulle forme resten af hans liv. Et tilvalg af fodbolden – og alt det, der siden har fulgt med.

Hans forhold til spillet begyndte, før han selv helt forstod omfanget af det.

– Jeg var fire eller fem år, da jeg startede med at spille fodbold, måske endda lidt før det. Jeg startede i en lille lokal fodboldskole i Chile.

Talentet viste sig hurtigt, og allerede som barn blev døren til en større verden sparket ind.

– Da jeg var otte tog jeg til en try-out ved Wanderers, som er en professionel klub i Chile, og som tiårig skiftede jeg til Club Universidad de Chile – en virkelig god klub, hvor jeg er glad for at have brugt meget af min ungdom, fortæller han.

En ny hverdag

Fodbolden fyldte alt. Med skiftet til Universidad de Chile fulgte en hverdag præget af forventninger, præstationspres og til tider også ensomhed.

– Det var hårdt – at tage hjemmefra som 11-årig, langt væk fra min familie. Det er helt sikkert noget, jeg husker. Mange af de andre spillere i klubben var ældre end mig, så det var svært for en stille og introvert dreng at skabe et netværk i den verden.

– Jeg kan også tydeligt huske, hvordan særligt aftenerne kunne ramme mig hårdt. Når jeg skulle falde i søvn, var savnet hjem særligt stort, siger han, når han tænker tilbage.

Opbakningen hjemmefra har dog aldrig været til at tage fejl af. Familien hjemme i Hijuelas var et fast holdepunkt og en god støtte.

– De vigtigste personer gennem min opvækst har helt sikkert været mine forældre. De har altid været en god støtte og bakket op om min fodboldpassion – også når det hele var været svært.

Men opbakningen var også ærlig. Forældrene lagde ikke skjul på, at drømmen havde en pris.

– De fortalte mig, at hvis jeg ville blive professionel, så skulle jeg også være klar på at ofre noget. Derfor har jeg altid været klar over, at tilvalget af fodbolden betød, at jeg måtte give afkald på noget andet.

Og noget af det, som han ofrer, er tiden med familien.

– Jeg har rejst hjem hver december, siden jeg kom hertil, for at holde jul med min familie, men jeg har også haft muligheden for det, når jeg har været samlet med landsholdet. Det er nok fire-fem gange om året, så der ser jeg dem også – heldigvis.

– Det er ikke altid fordi, der er meget tid, når jeg er afsted med landsholdet, men ofte er der i det mindste én dag, hvor jeg kan se dem, og det tager jeg gerne.

Darío Osorio forlænger med FC Midtjylland 

Kontakten hjem til holdes ved lige, og familien har også været på besøg i Danmark.

– Jeg taler ikke så meget med dem, men vi FaceTimer af og til, hvor vi så taler sammen i en times tid. Derudover skriver jeg altid frem og tilbage med dem. Så vi er i kontakt, fortæller han og tilføjer:

– De var her for at besøge mig i løbet af mit første år i Midtjylland, men de har ikke været her siden, for der er ikke så meget at lave for dem. De lavede det meste, da de var her sidste gang, siger han og griner.

Pakkede kufferten med kærlighed

Da han i 2022 skiftede til FC Midtjylland, var han dog ikke alene. Kort forinden havde han mødt den person, som i dag er hans faste holdepunkt.

– Jeg mødte Katalina, da jeg var 18 år – cirka et år inden, jeg rejste til Danmark. Det var faktisk gennem sociale medier. Jeg begyndte at følge hende, og så fulgte hun mig tilbage.

– En dag lagde hun en story op på Instagram, og så svarede jeg noget til den story. Derfra begyndte vi at skrive med hinanden – og i dag er vi uadskillelige, siger han med et stort smil.

De flyttede hurtigt sammen i Chile, og da skiftet til Danmark kom, var det et fælles projekt for det nye par.

– Vi flyttede sammen ret hurtigt i Chile, så det var ikke den store omvæltning, da vi skulle flytte vores liv til Danmark. Vi havde jo hinanden.

To måneder efter ankomsten til Herning rejste de hjem til Chile for at blive gift og forevige kærligheden.

– Jeg er så glad for at have hende her i Danmark med mig hver dag. Hun får det til at føles som hjem, selvom vi er langt væk fra vores familier.

– Vi forsøger at skabe en hverdag, hvor der sker en masse forskellige ting. Hun gør det hele meget lettere, så det har hjulpet mig meget.

Hverdagen i Danmark handler om at skabe små rutiner og oplevelser sammen.

– Vi kan rigtig godt lide at tage ud og shoppe, spise på restaurant, gå lange ture i byen og i naturen og tage ud for at drikke en kaffe.

– Vi prøver at gøre noget hver dag, så vi kommer ud og ser noget andet end bare vores hjem, men der er selvfølgelig også dage, hvor vi begge er trætte og bare trænger til at slappe af.

Hans kone er ofte alene, når fodbolden kalder.

– Hun er derhjemme meget af tiden. Hun vil egentlig gerne studere, men hun ved ikke helt, hvad det skal være endnu.

– I pre-season og når jeg rejser meget med holdet, kan hun godt lide at blive i Chile og bruge noget mere tid med familien. På den måde er hun god til at lave planer selv også, og det gør mig glad.

Savnet til Chile og familien

Osorio beskriver sig selv som stille, loyal og stabil – den samme person, uanset hvor man møder ham.

– Jeg tror, at mine venner vil beskrive mig som en, der altid er klar med en hjælpende hånd. Hvis de har brug for noget, vil jeg altid forsøge at hjælpe dem.

– Jeg er altid den samme person. Uanset om man ser mig på video, på sociale medier eller i virkeligheden. Jeg er meget stille og rolig. Nogle siger, at jeg er en smule for seriøs, men det er jeg egentlig ikke. Jeg kan virkelig godt lide at have det sjovt og grine. Det er bare mit ansigt, som ser sådan ud, siger han og griner.

En af måderne, han holder kontakten til familien på, er gennem gaming.

– Jeg spiller ret meget Fortnite på PlayStation – jeg gamer en del. Jeg spiller primært med mine brødre, på den måde holder vi også kontakt.

Chile er aldrig langt væk i tankerne – heller ikke når det kommer til traditioner og mad.

– Jeg har taget ’la once’ med mig til Danmark. Det er navnet på en form for let aftensmad, hvor man drikker en kop te og spiser nogle småkager. Det er meget normalt i Chile, og nok også en tradition, som jeg vil holde fast i.

– Selvom der ikke er tvivl om, at det hårdeste har været at være væk fra min familie, så vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg også savner al maden utroligt meget.

Han drømmer selv om en dag at mestre smagene fra hjemlandet.

– Jeg gad egentlig godt blive bedre til at lave mad. Jeg tør ikke helt begive mig ud i det, for jeg er virkelig dårlig til det. Min kone er heldigvis god til det og kan godt lide det.

– Min livret er ’pantruca’. Det er en form for suppe med en pastamasse og noget kød.

Et blik fremad og ét tilbage

Fremtiden er ikke bundet til et bestemt sted, men nærmere til en følelse.

– Der er ikke et specifikt sted, hvor jeg ser mig selv om fem eller seks år, men jeg vil gerne være rolig, fokuseret og fortsætte med at lave det, jeg elsker.

Hvis fodbolden en dag ikke længere er hverdag, har han allerede tanker om næste kapitel.

– Hvis der kommer en dag, hvor jeg ikke spiller fodbold længere, så vil jeg gerne have min egen virksomhed, men det kunne også være spændende at arbejde inden for fodboldverdenen som træner, fysisk træner eller noget helt tredje.

Når man spørger ham, om han har et råd til den 11-årige dreng med tasken i hånden, svarer han:

– Man skal arbejde hårdt for det, man gerne vil opnå, men man skal også huske, at alle de chancer, man tager, har en pris, slutter han.

Drømmen om at blive professionel fodboldspiller kom med en pris – en pris, som allerede startede, da han var 11 år gammel, men han har ikke fortrudt, nærmere bare lært at værdsætte det, som han har. Og det er han god til.

Ti hurtige med Osorio

Hvem er din bedste ven i klubben?
– Franculino. Vi startede i klubben på samme tid og var lige gamle. Han har altid hjulpet mig. Han begyndte at tale til mig på banen, og jeg forstod ingenting af det, han sagde, men så klikkede vi bare.

Er der noget særligt, som du plejer at gøre, inden du går på banen?
– Jeg tager altid mit tøj på i en bestemt rækkefølge. Først trøjen, så shortsene og til sidst strømperne. Jeg starter ovenfra, men det er forskelligt, om det er højre eller venstre strømpe, som jeg tager på først.

Hvad har overrasket dig mest ved Danmark?
– Kulturen har overrasket mig, men også den struktur, der er. Hvis man har en aftale klokken 15, men ikke dukker op, så mister du tiden. Alt er virkelig meget ’on-time’. Jeg kan godt lide den kultur, men den er meget anderledes fra Chile, for alt virker her.

Hvis du skal på en lang flyvetur, hvem fra holdet vil du så helst sidde ved siden af?
– Det må være dem, som spiller Uno på flyet, så Paulinho, Denil, Pedro, Brumado, Alamara og Franculino.

Hvad kan gøre dig virkelig glad?
– Jeg er overordnet set en meget glad og taknemmelig person, så at min familie har det godt, at jeg har et godt hjem, og at jeg laver det, som jeg elsker.

Har du en yndlingsmusiker?
– Ja. Det er Myke Towers. Jeg har ikke en yndlingssang, jeg elsker dem alle.

Er der noget, som irriterer dig mere, end det burde?
– Det er nok mest på banen eller til træning, at jeg oplever det. Jeg kan blive ret frustreret, når der sker ting på banen, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg arbejder med det, for jeg ved godt, at mange af de ting, som sker på banen, netop ikke er noget, jeg kan kontrollere. Det er allerede blevet bedre, men det kræver et særligt mindset.

Har du en drømme rejsedestination?
– Til ferie? Der har jeg virkelig mange. Maldiverne, London, Dubai. Min største drøm lige nu er at tage til London.

Er du mest spontan eller en planlægger?
– Jeg er nok en god blanding. Hvis vi har to dage fri, så prøver jeg at planlægge en tur, så vi kan komme lidt ud. Andre gange, når vi er hjemme, så kan vi godt finde på bare at tage en tur til Aarhus – så det er nok en god blanding.

Har I nogle kæledyr?
– Vi har haft en lille pomeranier, som hed Mocca, men nu har min kones bror fået ham, hvilket heldigvis betyder, at vi stadig ser ham af og til. Og når vi er hjemme i Chile, låner vi ham stadig. Det er så hyggeligt.