Med sine bare 17 år er Maya Lefeuvre blandt seniortruppens yngste spillere, og hun er den seneste i rækken af tidligere Vildbjerg SF-spillere, der har klaret rejsen hele vejen op igennem egne rækker og frem til førsteholdet.

Og det har ikke være nogen søndagstur. I Mayas slipstrøm finder man spor af vilje og vedholdenhed, og man finder også et konstant fokus på udvikling – både personlig og spillemæssig. For det kræver stor modenhed i så ung en alder at skulle håndtere det pres og de forventninger, der unægtelig hører sammen med ambitioner om at være en del af den absolutte top i dansk kvindefodbold.

Det er ikke nok at være en dygtig fodboldspiller. Man skal også kende sig selv, sine egne evner og ikke mindst begrænsninger rigtig godt.

Mød Maya.

Nødvendig modning

I Sunds – ikke langt fra Herning – bor Maya med sin mor. Her har hun startet sin fodboldkarriere – på et lille hold, blandt drengene. Hurtigt tog hendes udvikling fart, og fra hun som 12-årig blev en del af FCM Pigelicens, har pilen kun været rettet mod ét mål – at spille så meget fodbold som muligt, på så højt et niveau som muligt.

Det mål bragte i første omgang Maya til Ikast FC og siden til Vildbjerg SF. Her blev hun, sin unge alder til trods, en del af U18 DM – et hold, hun vandt DM-bronze med. Maya fremhæver den præstation, som en af hendes største fodboldsucceser.

Her oplevede hun for alvor at være en del af et velfungerende hold, med dygtige trænere, og hvor al deres arbejde gav pote. Oplevelsen af at være en del af en proces, at have lagt et seriøst stykke arbejde og dernæst se det føre til en udvikling, der kaster så mærkbart et resultat af sig, har sat varige spor i den unge forsvarsklippe. Det har givet blod på tanden og motivation til mere. Meget mere.

Da Vildbjerg SF blev til FC Midtjylland Kvindefodbold, var Maya en del af U19-truppen. Her var hendes position helt central, da hun som anfører på holdet stod med et stort ansvar. Men det krævede meget af den unge forsvarsspiller, der beskriver sig selv som en social og udadvendt person, men ikke nødvendigvis som én, der er en født leder.

– Som spiller er jeg meget koncentreret. Jeg er ikke så vild med at råbe alt for højt eller at skulle have en stor personlighed på banen. Det er noget, jeg har skullet arbejde med, fordi min position i midterforsvaret gør, at jeg kan se hele banen, og derfor er det vigtigt, at jeg har lyd på, når jeg spiller.

At hun alligevel blev valgt som anfører viser, at der er stor tillid til hendes kvaliteter både som fodboldspiller og som menneske. På banen er hun både atletisk, modig og udfordrende – en svær spiller at stå overfor. Men det har taget lidt tid at vænne sig til anførerrollen og at tage den opgave på sig.

– Jeg har skullet lære at tage meget ansvar og lære fra mig. Det var en meget udfordrende situation i starten, for det ligger ikke særligt naturligt til mig fx at vælge at gå forrest og tage et ansvar. Men jeg har virkelig udviklet mig på det punkt, og det har også hjulpet mig til at blive en bedre fodboldspiller.

Den svære transition

Heldigvis viste gevinsten sig at være større end udfordringerne, og dermed var den sidste mentale modningsproces så fremskreden, at Maya kunne begynde at kigge frem mod seniortruppen.

I løbet af det sidste år har Maya været inde i en transitionsproces, der skulle fungere som overgang og bro mellem U19 og senior-truppen. Den har budt på træninger med begge hold, og derfor kan overgangen føles som et vadested.

– Det har været en lidt svær balance, fordi jeg ikke helt har hørt til på ét bestemt hold. Det har måske gjort det lidt svært at føle en connection og relation til spillere og trænere. Det har været lidt en venteposition?

Overgangsfasen har skubbet Maya ud i nogle følelser, der var nye for hende. Pludselig blev den sport, som har givet hende så mange succesoplevelser til noget andet. Var hun købt eller solgt? Inde eller ude? Hvad var fremtidsperspektiverne?

– I den periode, hvor jeg var lidt flydende mellem to hold, følte jeg en tomhed i kroppen, og jeg fik et lidt negativt syn på det. Jeg kunne ikke rigtig se, hvor det førte hen – når jeg skulle op og træne med senior, men skulle spille kampe med U19. Det blev bare svært for mig at finde rundt i.

De svære følelser forbundet med transitionsperioden krævede noget nyt af hende. Et andet fokus, som ikke kun handlede om at præstere på træningsbanen. Det handlede om at stole på processen og finde ro i forløbet.

– Det kræver vildt meget tålmodighed at vente på, at ens chance kommer. Jeg kan jo ikke bare regne med, at hvis jeg spiller én god kamp, så ville jeg rykke op i seniortruppen. Så det har handlet meget om at holde fokus på, hvad der var vigtigt, og at gribe chancen når den kom.

Heldigvis viste Mayas vedholdenhed sig at give præcis det afkast, som hun havde håbet på. Siden jul har hun været en fast del af seniortruppen – både i kamp- og træningsøjemed. På baggrund af hårdt arbejde og stor personlig udvikling kom det payoff, som hun så længe havde set frem mod.

Fra kulissen til kernen

I dag kan Maya sætte ord på, hvad transitionsprocessen har lært hende, og hvad hun kan tage med sig. Selvom det har været svært, så er udbyttet det hele værd.

– Det bedste har været at få spilletid med seniortruppen – at komme ind i miljøet, spille kampe med holdet, at få de der relationer både på og udenfor banen. At føle sig som en del af noget større på en eller anden måde? Det har betydet sygt meget for mig. Jeg er glad efter hver træning. Det bliver så hurtigt vendt til noget positivt, at jeg kan mærke så stor en udvikling.

At der har været brug for en overgangsperiode, er ligeledes tydeligt for Maya. Der har været en grund til, at skiftet mellem de to hold har krævet en flydende start, for det er et anderledes miljø, hun nu er blevet en del af.

– Det er et nyt pres i forhold til U19. Der er flere der kigger på os, det er mere professionelt. Det bliver tydeligt for mig, at vi spiller for meget mere end udvikling – både ens egen og holdets.

Endnu engang er Maya blevet konfronteret med nye følelser, forbundet med en ny situation, og endnu engang har hun måtte tage en samtale med sig selv om, hvad hun skulle bruge de følelser til. Hvordan det kan vendes til en styrke, der fordrer præcis den udvikling, der driver hendes fodboldglæde.

– Jeg har bestemt mig for, at jeg vil bruge det pres til at blive bedre. Det kræver noget modgang at blive bragt ud af sin komfortzone og derigennem blive bedre. Det, synes jeg, er motiverende – når man først har vænnet sig til det. Man skal lige finde sin egen ro i det.

Og ro har Maya fundet. Godt hjulpet på vej af en stærk trup og dygtig stab, som alle har gjort deres yderste for at tage godt imod hende. Hun er landet på banen og på benene. Derfor er det også blevet tid til at kigge fremad. Sætte nye mål. Drømme nye drømme.

– Mit primære mål lige nu er at blive en fast del af startopstillingen i seniortruppen og at få en del spilletid. Det er det, der er vigtigst for mig lige nu.

Mayas vej til seniortruppen er en fortælling om nødvendigheden af modning, om ventetid og vilje. Om at gribe chancen, når den byder sig. Om at vide, at det man bærer med sig er nok til at holde bolden i spil – selv når det ikke føles som om, den triller din vej.

Der kommer en gevinst.

Og gevinsten er nu.

Maya er kommet for at blive. Ikke bare for at blive en central del af forsvaret, men for at blive en central del af holdet. Komme helt ind i kernen på det hold, der jagter oprykning til Kvindeligaen.

Eller – kommet er måske så meget sagt. For hun har været her længe. Klar i kulissen. Som en flamme under overfladen – vedholdende og klar til at brænde igennem. Parat til at vokse ind i opgaven og tage ansvaret på sig. Hun har bare ventet på et ”Go” – og det har hun fået.

Desværre udgik Maya med en længevarende skade mod Kolding IF, så det næste stykke tid må vi nøjes med at se hende uden for banen.

Fakta

• Maya Lefeuvre
• 17 år
• Forsvar
• Rygnummer 37
• Har spillet 4 kampe for FC Midtjylland Kvindefodbold
• Har tidligere spillet i Sunds IF, Ikast FC og Vildbjerg SF