Den aktuelle 1’er i Serie A, AS Roma, venter i morgen på Stadio Olimpico – et sted, FCM har været en gang tidligere tilbage i 2022 mod den anden Rom-klub, S.S. Lazio.
Nu venter et nyt slag i Europa League, hvor FCM – trods sin status som førerhold – har alt at vinde.
– Vi er kommet godt herned og glæder os ekstremt til at spille i morgen. Vi har vundet fire ud af fire mulige, og nu går vi ind til en kamp, hvor vi har alt at vinde.
– Vi har lagt en plan, hvor vi føler, at vi har mulighed for at vinde hernede, selvom vi godt er klar over, at spillede vi ti gange, ville vi måske kun få noget med en eller to af gangene. Vi skal sørge for, at det bliver en af dem i morgen, sagde Mike Tullberg og fortsatte:
– Fodbold er øjebliksbilleder. Vi er som klub stolte over den sæson, vi har spillet i Europa indtil videre, men vi skal huske, det kun er fire kampe. Hvis det bliver ved det, vil vi ikke være tilfredse. Vi har en stor sult og vil vise, at vi også kan være med på den scene, der venter i morgen.
Respekt for Gasperinis mandskab
AS Roma er trænet af 67-årige Gian Piero Gasperini, som var cheftræner for Atalanta i 2020, da FCM i Bergamo hentede sine første Champions League-point i historien.
Både Mike Tullberg – og også Martin Erlic, der kender italieneren fra hans egen tid i Støvlelandet – udtrykker respekt for modstanderholdets cheftræner.
– Hvis man kigger på, hvordan mit FCM spiller fodbold – særligt når vi ikke har bolden – er det meget på samme måde, som han har gjort gennem sin tid i italiensk fodbold. Vi er meget henad samme retning, som han har gjort med Atalanta og Roma, når vi ikke har bolden, fortalte Mike Tullberg.
– Ja, jeg har spillet mod Gasperinis hold et par gange. Det er meget en-mod-en, et organiseret hold, så det bliver en svær kamp i morgen, lød det fra Erlic.
En stor kamp på et stort stadion
Særligt Martin Erlic har gode minder fra Stadio Olimpico. Det var nemlig her, at han sammen med Bologna vandt den italienske pokalturnering, Coppa Italia, i maj måned.
– Jeg har et rigtig godt minde herfra – vi skrev jo historie med Bologna her på stedet. Det er et flot stadion, og det er dejligt at være tilbage. Jeg glæder mig til i morgen, lød det fra den kroatiske landsholdspiller.
Også kaptajn Mads Bech glæder sig til den kulisse, der venter på et næsten udsolgt italiensk nationalstadion.
– Der er ingen tvivl om, at det er en stor og sjov kamp, vi skal spille i morgen. Det er et fedt stadion, men det er også noget, vi har prøvet før – vi har mødt Forest på udebane, som var noget lignende. Vi tror på, at vi kan tage noget med, hvis vi rammer vores topniveau.
– Vi lærer altid noget, når vi spiller europæisk. Vi er klar over, at vi skal være der fra start og spille 90 gode minutter. Der er ikke råd til at falde ud, man skal være skarp hele vejen igennem. Vi er ydmyge, og vi ved, vi er oppe imod en dygtig modstander, men vi tror på det, sagde han.