Det var en intens kamp, som udspillede sig i Herning, men ikke desto mindre lykkedes det FC Midtjylland at sikre sig en billet til pokalfinalen.
AGF kom foran i begyndelsen af anden halvleg, men Júnior Brumado blev aftenens store helt, da han smækkede bolden i nettet 20 minutter før tid.
Det gik ikke stille for sig på stadion, da der blev fløjtet af. Stor jubel og en forventningens glæde, som bliver udløst til maj på Kristi himmelfartsdag, når vinderen af Oddset Pokalen skal findes.
Efter kampen satte flere af spillerne ord på følelsen over en ny pokalfinale.
Olafsson: Det bliver fantastisk
– Jeg har det meget godt. Det bliver en virkelig sjov kamp at spille i Parken mod FCK – min første finale, og jeg tror også, at der er flere af de andre spillere, som ikke har prøvet det før. Det bliver fantastisk, og det er fedt at dele den oplevelse med holdet.
– Vi skal bare videre. Vi skal ud og hente nogle point på AGF i Superligaen, tro på os selv og vise, hvad vi kan.
Brumado: Vi skal tro på det
– Det føles helt fantastisk. Jeg har drømt om at spille en pokalfinale, så i dag var en helt særlig dag. Jeg scorede og var på den måde med til at sikre, at vi er i finalen. Jeg har det utroligt godt lige nu.
– Vi tror på, at vi kan vinde titlen – det handler om at udnytte alle de chancer, man får. Vi er et skridt tættere på The Double – det er stort. Alt kan ske, men vi glæder os og vil give alt, hvad vi har.
Bravo: Jeg er så glad
– Jeg har det virkelig godt lige nu – det er en skøn følelse. Det er den første finale i min karriere, og jeg vil så gerne vinde den her titel med Midtjylland, så det er et stort øjeblik.
– Vi skal vinde alt, men lige nu er vi bare glade, og jeg glæder mig sådan til at gå på banen i Parken.
På torsdag tager FC Midtjylland hul på 1/8-finalerne i Europa League, når turen går til England, hvor Nottingham Forest byder midtjyderne velkommen i det første á to opgør.
Nottingham Forest venter i 1/8-finalerne
Billetsalg til Pokalfinalen
Pokalfinalen spilles den 14. maj på Kristi himmelfartsdag i Parken mod F.C. København. Du kan læse mere om muligheden for at sikre billetter nedenfor.