Herreholdet

Reaktioner: Vi var effektive

Thomas Thomasberg og Mads Bech glæder sig over sejren på Brøndby Stadion, der bringer mesterskabsdysten helt ind i sidste spillerunde.

19/05/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det er svært ikke at få dejá vu fra sidste års hæsblæsende og historiske afslutning på 3F Superliga. Nok en gang går FCM ind til sidste spillerunde på 2. pladsen med muligheden for at kravle op øverst på skamlen.

– Vi har prøvet det før, lukket mål ind og kommet tilbage igen. Vi giver aldrig op, men tror altid på det hele vejen. Det kan godt være, der var svære perioder i dag, men det gælder om at være effektive, og det var vi i dag. En fornøjelse, siger Mads Bech og fortsætter:

– Jeg synes, vi har spillet bedre kampe mod Brøndby, hvor vi ikke fik resultatet, men det gjorde vi i dag. Vi var effektive, når vi var oppe i deres felt, og de manglede måske den sidste skarphed.

– Det ligner jo sidste år (før sidste spillerunde, red.). Vi tror på det hele vejen, og vi skal sørge for at få tre point på tavlen.

Statistikker, Expected Goals og kampreferat: Sådan vandt FCM i Brøndby

Thomasberg: Tre ekstremt vigtige point

Cheftræneren hæfter sig ved, at præstationen mandag kunne have været bedre, men det vigtigste er de tre point.

– Det var en hård aften mod et hold, vi har haft det svært mod. Nu gjorde vi det, vi skulle i aften, og så venter der en ny runde på søndag, hvor vi først og fremmest skal gøre vores arbejde, siger Thomas Thomasberg, der foretog en formationsændring i pausen:

– Vi var for dårlige både defensivt og offensivt, men det blev bedre i 2. halvleg. De fik nogle unødvendige chancer, men alt i alt står vi tilbage med tre point, der var ekstremt vigtige. I forhold til indsatsen er det ikke sådan her, vi vil se ud, ligegyldigt hvor vi spiller henne.

– Men vi er glade. Nu lever vi fortsat i den her turnering, og der er seks dage tilbage til, at vi skal ud og spille en finale.

Nu venter seks dages forberedelse, før sæsonen afgøres på søndag. Der er kickoff på MCH Arena kl. 17.00 mellem FCM og Randers, mens F.C. København på selvsamme klokkeslæt tager imod FC Nordsjælland i Parken.