Kvindeholdet

Sæsonnedtakt med Katrine Thisgaard og Rikke Dybdahl

FC Midtjylland Kvindefodbolds første sæson nogensinde er slut, og det blev en mindeværdig en af slagsen, da kvinderne sikrede sig oprykning til Gjensidige Kvindeliga.

20/06/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Førsteplads og oprykning er, hvad der står på bundlinjen i FC Midtjylland Kvindefodbold, idet sæsonen skal gøres op. Kvinderne har mødt stærk modstand i efteråret såvel som foråret, men alligevel er det endt med en sikker oprykning, der blev en realitet en runde før tid.

Kvinderne er også selv godt tilfredse med den sæson, der er blevet leveret, hvor der er blevet til mange sejre og mål i de 24 opgør.

– Jeg synes, det har været en helt vildt stærk sæson, hvor alle spillere i truppen virkelig har budt ind med deres kvaliteter. På den måde har vi suppleret hinanden godt, og vi har haft brug for alle spillere igennem sæsonen, hvor vi har vundet mange kampe, beretter anfører og målvogter Katrine Thisgaard.

Også topscoreren, Rikke Dybdahl, mener, at det har været en flot sæson, der er blevet leveret.

– Det er ikke så nemt bare at gå ind og leve op til den favoritværdighed, man har med sig. Jeg synes dog, at vi har fået bedre og bedre fat i det udtryk, vi gerne vil have i kampene, og det er jo også endt med mange sejre derigennem. Det er stærkt, når det også er så ung en trup, vi har, mener Rikke Dybdahl.

Katrine Thisgaard, som er anfører for kvinderne, har ikke stødt på store udfordringer som leder i en ellers ung trup, og hun har kun ros til overs for sine holdkammerater.

– Det har i virkeligheden ikke været en svær opgave at være anfører for den her gruppe. Selvom vi har rigtig mange unge spillere i truppen, er det nogle enormt dygtige spillere, der har et kæmpe potentiale. Vi sparrer selvfølgelig med hinanden internt i truppen, men ungdommeligheden har bestemt ikke været en hindring for os, fastslår målvogteren.

Når de to profiler skal sætte ord på, hvad der har præget denne sæson i FCM Kvindefodbold, er det også de samme ord, der går igen, hvilket falder fint i hak med FCM-DNA’et.

– Det er dedikation og hårdt arbejde, der har båret os langt. Vi har trænet hele sæsonen med en intensitet, der matcher kampintensiteten, og det er helt klart også noget af det, der har givet os et godt udgangspunkt til kampene. På den måde har de unge spillere, der måske spiller deres første seniorsæson, også kunnet falde ind i kampene lidt lettere, fortæller de begge.

Målscoringen i FCM Kvindefodbold har også været god i denne sæson, hvor der er blevet scoret 70 mål i de 24 kampe. 22 af disse er blevet scoret af Rikke Dybdahl, der dermed sætter sig på den interne topscorerpris og topscorerprisen for efterårets 1. division. Hun vil dog langt fra tage hele æren for de mange mål.

– Det kan slet ikke tilskrives mig alene. Det er en holdpræstation, og så er det klart, at det er mig, der står på papiret, når jeg er angriber, men jeg har fået en masse hjælp af mine holdkammerater. De har været sindssygt gode til at sætte mig op, og det er kun blevet bedre igennem sæsonen. Derfor har jeg også kun ros til dem, afslutter Rikke Dybdahl, der er glad for de mange mål.

Nu venter en velfortjent sommerferie for kvinderne, inden det går løs på det højeste niveau i Danmark i Gjensidige Kvindeliga, hvor de største danske klubber indenfor kvindefodbold er modstanderne.