Herreholdet

Sagt efter mandagens sejr

Vi samler op på, hvad der er blevet sagt og fortalt efter mandagens 6-2-sejr på MCH Arena.

29/07/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Otte mål – og hele seks styks til hjemmeholdet – blev det til, da Sønderjyske mandag aften blev besejret på MCH Arena.

Flere af kampens hovedaktører satte ord på begivenhederne efter slutfløjt, og vi sætter fokus på noget af det sagte nedenfor.

Franculino: Mit personlige mål er 25 scoringer

Flere gode præstationer indtraf mandag aften, men én skilte sig ud – Actona Group Man of the Match, Franculino Djú, der scorede tre mål for tredje gang i FCM-trøjen.

– Jeg er meget glad for resultatet først og fremmest, og selvfølgelig er det specielt at score tre mål igen. Jeg ønsker at hjælpe holdet mest muligt, og min rolle er jo blandt andet at lave mål.

– Men jeg vil have mere. Jeg vil score mere, og jeg vil gøre det endnu bedre. Mit personlige mål for sæsonen er 25 scoringer fordelt over alle turneringer, og hvis jeg laver endnu flere, vil det bare være en bonus, fortalte han.

Tredje hattrickbold til Franculino: Vil gøre det endnu bedre

Gabriel: Derfor løb jeg ned mod C.C.

Adam Gabriel noterede sig for kampens mest ikoniske øjeblik, da han fejrede sin scoring i det 27. minut med en helbanes-jubelscene ned mod C.C.-tribunen. Her faldt tjekken til jorden i træthed og kunne lade sig hylde foran de ellevilde fans.

– Min drøm var at score ned mod C.C.-tribunen, men jeg har ikke prøvet at score ned mod dem endnu. Derfor besluttede jeg mig for at løbe hele vejen derned den her gang, sagde Adam Gabriel efter slutfløjt med et smil.

– Det er seks måneder siden, at jeg har været i start 11’eren. Det var ikke perfekt, jeg ved det, men jeg er meget glad for, at jeg kunne hjælpe holdet til sejr. Det vil altid være det vigtigste.

Thomasberg udpeger to øjeblikke

– Adam er one of a kind. Det var stærkt. Han er glad, og det er dejligt, men han kommer også til at få lidt skæld ud i morgen, for jeg synes, det lignede, at han i de næste 15-20 sekunder, hvor vi starter med bolden igen, var fuldstændig syret til, sagde cheftræneren med et glimt i øjet til TV2 efter kampen.

Han udpegede i samme ombæring ét særligt øjeblik – hattrickhelt Franculinos redning på stregen i eget felt få minutter før pause:

– Det var virkelig godt reddet, så det er stærkt. Hvis det kunne tælle, er det jo en scoring, for han redder os. Det havde været ærgerligt at gå til pause med 3-2 i stedet for 3-1.

Nu venter Hibernian

Returopgøret i 2. runde af Europa League-kvalifikationen står for døren. Onsdag rejser holdet til den skotske hovedstad Edinburgh, og torsdag aften kl. 21.00 dansk tid er der kickoff på Easter Road.

SolidSport har købt rettighederne til opgøret, og ønsker du at se med, kan du sikre dig adgang for 15 euro via nedenstående link. Det er det respektive hjemmehold, som står for at sælge kampen i kvalifikations-stadiet.

Livestream: Hibernian v FCM