Herreholdet

Sagt før FCN-kampen

Flere FCM-aktører har i den forgangne uge kommenteret på morgendagens kamp i Farum. Vi samler nogle af citaterne nedenfor.

21/04/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag aften kl. 19.00 danner Right to Dream Park i Farum ramme om sæsonens sjettesidste opgør, når FC Nordsjælland er modstanderen. Et notorisk svært sted at spille for alle hold i rækken, men ikke desto mindre endnu et altafgørende slag i jagten på det femte mesterskab.

Flere af de midtjyske aktører har i løbet af ugen forholdt sig til det, der venter. Vi lister en række citater nedenfor.

Adam Buksa: Ny kamp med en ny historie

– Trods de tre point mod FCK er der helt sikkert ting, vi skal forbedre frem mod de sidste kampe. Alle kampe har hver sin historie, men i sidste ende handler det om pointene. Vi ønsker at vinde dem alle, sagde Adam Buksa kort tid efter at have scoret to mål i 4-2-sejren over F.C. København.

Interview med den polske angriber: Vi viste karakter

Mads Bech: Kompakthed bliver en nøgle

– Det bliver nok lidt anderledes – ikke så fysisk præget som mod FCK. Det er selvfølgelig noget, vi gerne vil have, at det bliver, fordi det vil være til vores fordel. Derudover ved vi, med den måde FCN spiller på, at vi skal stå kompakt i kæderne.

– Nøglen til guldet bliver at have et højt bundniveau. Det bliver afgørende, lød det fra anfører Mads Bech.

Mads Bech efter FCK-sejr

Tre udvalgte statistikker

  1. Det plejer at være særdeles tæt i Farum mellem de to mandskaber, hvor fire af de sidste fem opgør er endt uafgjort.
  2. FCM har blot vundet tre af de seneste ti kampe på Right to Dream Park. Til sammenligning har FCN ligeledes vundet tre, mens de resterende fire er endt uden vinder.
  3. Midtjyderne er på en delt 1. plads over flest scorede mål i 3F Superliga med i alt 42. Især Adam Buksa (9), Franculino (7) og Oliver Sørensen (7) har fået netmaskerne til at blafre.

En vigtig away-tur: Støt holdet i Farum