Kvindeholdet

Sejr i sidste test

FC Midtjyllands A-Liga-hold rundede sæsonoptakten af med en 4-2-sejr i en intens testkamp ude mod F.C. København lørdag eftermiddag.

02/08/25
Steffen Klitgaard
Foto: Freja Borne

FC Midtjylland gæstede lørdag eftermiddag F.C. København i den sidste testkamp, inden A-Ligaen starter næste weekend. Kampen blev udsat 35 minutter på grund af tordenvejr, men derefter blev det til en intens kamp i regnen mellem to hold, der meget gerne ville slå hinanden.

– Det var en intens og til tider velspillet sidste test for os. FCK’erne matchede og overmatchede os til tider i duelspillet. Det var netop noget af det, vi gerne ville have med fra denne kamp. Vores defensiv blev også testet, som vi havde håbet på, siger cheftræner Steen Gravgaard.

Midtjyllands kvinder ramte også selv det ønskede niveau i kampen og fulgte spillestilen godt.

– Det er klart, at kampens momentum skifter engang imellem. Sådan er det, uanset hvilket hold man møder. I langt de fleste af de 90 minutter er vi dog klart bedst. Vi rammer mange af de ting, vi har lagt adskillige timer i på træningsbanen. Det er tydeligt, at spillerne har taget det hårde arbejde med ind på banen, fastslår Steen Gravgaard.

Testkampen bød, ligesom seneste test mod AGF, på en masse spilletid til unge spillere. FCM havde således otte spillere på banen gennem hele 2. halvleg, som kunne have spillet på U19-holdet. Blandt de helt unge, der fik minutter, var Line Aagesen (årgang 2009) med 70 minutter, Astrid Nautrup (årgang 2008) med 45 minutter og 15-årige Mathilde Jessen, der ligeledes spillede 45 minutter.

– De mange unge spillere, der var med, fortjener stor ros. De er faldet fint ind på holdet og har allerede tilvænnet sig fint til tempoet og vores spillestil, udtaler Steen Gravgaard.

Kampen bød også på de første kampminutter siden slutningen af maj for Mathilde Kaihøj, der scorede FC Midtjyllands fjerde mål.

Første kamp i A-Ligaen for FC Midtjyllands kvinder er søndag den 10. august kl. 12.00 ude mod FC Nordsjælland. Ugen efter venter første hjemmekamp i sæsonen mod HB Køge på MCH Arena. Billetsalget til den kamp er startet.

F.C. København 2-4 FC Midtjylland

0-1 Therese Vestermark
1-1 Maria Hovmark
1-2 Therese Vestermark
1-3 Anna Givskov
1-4 Mathilde Kaihøj
2-4 Thea Rohde

FCM XI: Katrine Thisgaard, Malene Nielsen, Ida Olsen, Julie Breiner, Clara Jepsen, Line Aagesen, Anna Givskov, Sofia Rejkjær, Rikke Dybdahl, Ida-Sofie Rathe, Therese Vestermark.