Herreholdet

Sejr over østrigske Sturm Graz: Diao med sit første mål i sæsonen

FC Midtjylland fik en god start på ligafasen i Europa League, da de tog imod østrigske Sturm Graz. Ousmane Diao sætter ord på 2-0-sejren, tredje clean sheet i streg og sit første mål i sæsonen.

24/09/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland kan tage tre point med sig videre i Europa League-ligaspillet, da man onsdag lagde ud med en 2-0-sejr over østrigske Sturm Graz. Diao spillede igen fuld tid og kunne oveni skrive sæsonens første mål på CV’et.

– Det føles så godt. Jeg håbede på at score, fordi jeg vidste, at det ville være afgørende for holdet. Det er en god start, og så er vi klar til næste kamp. Vi ved, at det er nogle svære hold, vi møder, så det betyder selvfølgelig meget at begynde med tre point i den første kamp.

Aftenens kamp var også tredje clean sheet på stribe – første kom mod AaB, derefter Viborg og nu mod de østrigske mestre fra Sturm Graz.

– Vi har et godt hold og nogle gode spillere. At vi har tre clean sheets i streg er godt, men vi skal have flere. Vi er stærke i vores defensiv, og det skal vi fortsætte med at være, lyder det fra Diao.

Det har været en god start på Europa League-ligafasen for midtjyderne, og forsvarsspilleren ser frem mod de næste kampe, hvor han også håber at være med til at hente point.

– Jeg håber på at kunne fortsætte med at hjælpe holdet og score flere mål. I dag lykkedes det, og jeg håber på, at jeg får muligheden igen. På den måde kan jeg give noget tilbage til holdet, afslutter han.

FC Midtjyllands næste opgør i Europa League er mod engelske Nottingham Forrest på udebane torsdag kl. 21.00. Læs mere om billetter til kampen nedenfor.

Køb billet til kampen her