De første fodboldsko blev snørret i samarbejdsklubben, IF Nordthy, inden Victor Bak tog hele vejen op gennem FC Midtjyllands akademi. Lørdag rundede den 22-årige venstre back et skarpt hjørne med sin optræden nummer 100 på førsteholdet.
Ud fra fire billeder gennem tiden i det midtjyske sætter weekendens jubilar ord på rejsen.
Det første billede er af en meget ung Victor Bak, der står i en FC Midtjylland U17-trøje. Kan du fortælle om dine drømme og ambitioner dengang?
– Som jeg kan huske det dengang, så var det egentlig bare at spille U17-fodbold. Det gjorde jeg ikke dengang, jeg gik på ISI (idrætsefterskole, red.) – der trænede jeg med Ikast nogle gange og spillede med dem nogle gange. Så målet var at spille på U17-holdet fast.
– Det gjorde jeg så efter vinterferien, hvor jeg fik spillet mig på holdet. Sidenhen begyndte det at gå stærkt. Men på billedet her var det en hård tid, hvor jeg ikke spillede så meget. Det er meget sjovt at tænke på, hvordan man kæmpede dengang.
– Jeg havde allerede været i FCM i nogle år – først på talentholdet, derefter på U14 og U15 inde i Herning. På det her tidspunkt havde jeg fået en etårig kontrakt og skulle til at bevise mit værd. Det var selvfølgelig svært at skulle bevise sig, men samtidig nyde efterskolen, som jeg gik på imens.
– Men jeg husker det som en god tid, og jeg endte da også med at blive tilbudt en treårig kontrakt i løbet af efterskoleåret.
Billede 2. Din debut på FCM’s førstehold i maj 2022 mod Randers FC. Hvordan husker du den kamp og oplevelse?
– Jeg kan stadig huske det. Jeg tror, det er Daniel Høegh, der bliver skadet i pausen, og jeg skulle ind og spille som venstre stopper i en trebackkæde. Jeg kan huske, jeg var meget nervøs og spændt, men når man først er derinde, de første minutter er gået, og man har fået rørt bolden, kommer der mere ro på.
– Når jeg tænker tilbage på det, var det fedt. En fed oplevelse og fantastisk endelig at spille på MCH Arena foran alle fansene.
Hvilket boost gav det dig at få din første optræden på FCM’s bedste mandskab?
– Jeg fik smag for det, og det gav blod på tanden at få lidt minutter på førsteholdet – det var noget, jeg havde jagtet i lang tid på daværende tidspunkt. Jeg var meget glad den dag, kan jeg huske, og mor og far var også stolte.