Herreholdet

Thomasberg: Kommer til at kæmpe indtil sidste minut

Thomas Thomasberg reflekterer over det uafgjorte resultat i Parken og pointerer, at intet er slut endnu.

11/05/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det var tæt på tre point, men via en udligning i det 83. minut måtte FC Midtjylland nøjes med et point i Parken.

– Vi er skuffede over at føre så sent i kampen og ikke få de tre point med hjem. Jeg så et hold, der arbejdede benhårdt for sagen derinde i holdets tjeneste, men jeg så også et hold, der sled med at komme nok væk fra vores defensiv i 2. halvleg, siger Thomas Thomasberg og fortsætter:

– Vi ønskede at jagte mål nummer to, fordi vi vidste, at de ville komme med mere, end de gjorde i 1. halvleg, og det ærgrer mig, at vi ikke fik sat noget bedre sammen rent offensivt efter pausen. Vi formåede ikke at være skarpe nok i vores kontraer eller at holde mere fast i bolden. Den naturlige konsekvens af de mange indlæg og dødbolde imod afspejler resultatet.

Det uafgjorte resultat efterlader midtjyderne på en fortsat 2. plads i landets bedste fodboldrække ét point bag F.C. København. Københavnerne gæster Randers i næstsidste spillerunde, FCM gæster Brøndby.

– Der er seks point at spille om og ét point forskel samt en målscore, der i princippet også kan komme i spil. Vi kommer til at kæmpe for det indtil sidste minut, men det havde været bedre, hvis vi havde fået de tre point, fordi så var det kun op til os selv.

– Jeg er sikker på, at mine gamle venner fra Randers vil gøre alt for, at de (FCK, red.) får en svær kamp, men vi skal koncentrere os om os selv og vores egne point.

– Ligesom sidste år mod Silkeborg, hvor vi skulle gøre alt for at stå klar, hvis Brøndby ikke fik det resultat, de skulle bruge på sidste spilledag, lyder det til slut fra Thomas Thomasberg.