Der går sjældent mange sekunder, før Aral Simsir og Mikel Gogorza begynder at færdiggøre hinandens sætninger.

De griner af de samme ting.
De nikker, når den anden taler.
Og indimellem bryder de ind midt i en historie, fordi de allerede ved, hvor den er på vej hen.

På banen spiller de samme position for FC Midtjylland. De kommer begge fra klubbens akademi og besidder flere af de samme kvaliteter – en situation, der i mange andre tilfælde ville kunne skabe en rivalisering.

Men sådan er det ikke for de to midtjyske offensivspillere.

For Simsir og Gogorza fylder venskabet langt mere end konkurrencen i branchen.

En lidt usædvanlig begyndelse

Det hele begyndte ikke på en fodboldbane.

– Det er faktisk en lidt sjov historie i forhold til, hvordan vi mødtes, begynder Gogorza med et smil.

– Da jeg var U17- eller måske lige blevet U19-spiller, var jeg i saunagus med en af vores fælles venner, Kevin.

– Nårh ja, det er rigtigt!, bryder Simsir ind.

– Jeg tror faktisk, det var første gang, vi sådan rigtig talte sammen, fortsætter Gogorza.

– Senere da jeg begyndte at træne mere og mere med førsteholdet, tog du bare virkelig godt imod mig. Jeg tror, det var der, det hele startede.

Simsir nikker.

– Det er faktisk rigtigt. Lige siden har vi bare haft en tæt kontakt og forsøgt at hjælpe hinanden, når der har været brug for det.

– Jeg er jo lidt ældre end dig, men jeg ved også, hvor vigtigt det er, at hvem end der kommer op på førsteholdet, så får man en varm velkomst. Du har nogle kvaliteter, som minder lidt om mine, og så var det bare let at komme ind på dig fra starten, siger Simsir.

Førstehåndsindtrykket

Siden den første samtale er deres relation kun blive bedre – og det mærker man tydeligt, når man overværer de to unge talenter tale sammen.

– Jeg kan sagtens huske mit første indtryk af dig, siger Simsir.

– Næsten som var det i går.

– Du er meget udadvendt, snaksaglig og smilende. Ikke så genert. Du er bare dig selv – lidt uden filter. Du laver ikke om på dig selv, og det kunne man mærke helt fra starten. Det er bare fedt at være omgivet af.

Gogorza griner lidt, før han svarer.

– Jeg så jo op til Superliga-spillerne på det tidspunkt, så du var helt sikkert også en af dem, jeg gerne ville op og spille sammen med.

– Da jeg så kom op på førsteholdet, var det bare fedt at mærke, at du heller ikke var sådan en arrogant spiller, der så ned på en U17-spiller. Du begyndte bare at snakke med mig fra første minut.

– Ja, selvfølgelig. Det er jeg glad for at høre, siger Simsir hurtigt.

– Og så har vi nok også bare meget det samme syn på verden, fortsætter Gogorza.

– Enig. Der skal faktisk meget til, før vi ikke er enige, siger Simsir med et smil og kigger over på Gogorza.

– Ja. Vi er egentlig meget enige om mange ting.

– Enig, enig, griner Simsir.

At lære af hinanden

Venskabet skaber også grobund for læring, og det har en stor betydning for deres udvikling på fodboldbanen.

Det er ikke konkurrencen, som driver dem, men nærmere interessen for hinandens kvaliteter.

– Jeg tror, vi har været gode til at sparre med hinanden, siger Gogorza.

– Blandt andet hvis vi har været utilfredse med noget eller gerne vil ændre noget.

– Lige præcis, tilføjer Simsir.

– Når vi nu spiller den samme position, så vi kan sparre med hinanden om, hvad der går godt, og hvad der går skidt, fortsætter Gogorza.

– Det, der har hjulpet mig mest, er at se på, hvad du gør i nogle situationer på banen, hvor jeg måske føler mig lidt ukomfortabel. Så kigger jeg på dig og spørger, hvad du ville gøre.

Simsir husker tydeligt, hvordan det selv var at rykke op på førsteholdet – og det er ikke altid udelukkende et let skridt for de unge akademister.

– Det var lidt anderledes, da jeg kom op på førsteholdet. Jeg føler, jeg blev råbt lidt mere ad.

– Når man kommer op, er man jo lidt nervøs og ukomfortabel. Så jeg forsøgte bare at gøre det anderledes – blandt andet for dig, da du rykkede op.

– Det er vigtigt, at man ikke bruger træningen på at tænke for meget over en fejl. Det hjælper langt mere, hvis man føler sig tilpas.

Gogorza nikker anerkendende og retter let på sin kasket.

Usædvanligt, men styrkende

Måske er det netop derfor, at deres relation nogle gange kan virke usædvanlig, hvis man ser det udefra, men det er en styrke, at de har brugt venskabet som springbræt ind i en konkurrencepræget verden.

– Jeg tror, mange fodboldspillere vil have den følelse af konkurrence, siger Gogorza.

– Men fordi vi er så gode venner…

– Ja, enig, siger Simsir.

– Jeg tror også, at folk i forskellige klubber nogle gange håber, at der sker noget.

– Hånden på hjertet, så tror jeg godt, at man kan opleve, at selvom nogen lykønsker en, så kan det være lidt en facade. Alle ved, hvordan det er, og hvordan det kan være.

– Men folk udefra kender jo ikke vores venskab. De ved ikke, hvordan vi har det her i klubben, og det er altid en oprigtig interesse og lyst til både at lære og lære fra sig.

– Ja. Vi ser det mere som en læring. Jeg kan lære noget af dig, og du kan lære noget af mig, tilføjer Gogorza.

Konkurrence, men uden rivalisering

I fodbold bliver spillere på samme position ofte helt automatisk målt op mod hinanden – og det er Simsir og Gogorza heller ikke sluppet for.

– Medierne kan være hurtige til at forsøge at sætte os op imod hinanden, siger Gogorza.

– Netop fordi vi spiller samme position.

– Lige præcis, lyder det fra Simsir, som fortsætter:

– Men vi går ikke rundt og tænker over det. Lige nu er du skadet, men når vi begge har spillet, har du spillet utrolig godt.

– Det er netop fordi, der ikke har været den der konkurrence mellem os. Vi er bare utrolig glade for at få spilleminutter og gøre det, vi er gode til.

– Det er stadig venskabet, mere end det er ‘hvorfor spiller du?’

Gogorza nikker.

– Vi er to gode spillere på samme position og har nogle forskellige kvaliteter, men også nogle af de samme.

– Du er nogle år ældre end mig og har vist et tårnhøjt niveau, så jeg kan jo ikke sidde og tænke ‘hvorfor er det dig, der spiller?’

– Jeg har så meget respekt for dig – både som person og spiller. Jeg håber bare, du gør det så godt som muligt, når du er på banen. Og det støtter du også mig i.

Et venskab der fortsætter

Det er næppe en overraskelse, at fodboldkarrierer sjældent udvikler sig i samme retning. Spillere skifter til nye klubber, lande og ligaer – og det går af og til temmelig hurtigt.

Men når snakken falder på fremtiden, så er de begge to sikre på én ting:

– Jeg tror og håber, at vores venskab vil være det samme, selv hvis en af os skifter klub, siger Simsir.

– Vi skriver sammen næsten hver dag.

– Ja, og vi har mange af de samme interesser uden for fodbolden, siger Gogorza.

– Det er selvfølgelig altid svært at holde kontakten, men lige med os føler jeg, at vi altid kommer til at skrive sammen.

Simsir nikker.

– Jeg har stor interesse i din karriere.

– Vi vil jo altid støtte hinanden, siger Gogorza.

– Ja – høre hvordan det går, hvordan du spiller, om du trives. Det er vigtigt.

Rosende ord med på vejen

Til sidst får de en simpel opgave: Beskriv hinanden med tre ord.

– Som person vil jeg sige: Sjov, udadvendt og omsorgsfuld, siger Gogorza.

– Den er god, griner Simsir.

– Jeg vil sige omsorgsfuld, ærlig og smilende.

Så bliver det fodboldmæssigt.

– Talentfuld, uforudsigelig og hurtig, siger Simsir.

– Driblestærk, overblik og nøgleafleveringer, svarer Gogorza.

– Flødefod – det må du gerne skrive, siger Simsir.

– Det er dig, svarer Gogorza.

Begge bryder ud i grin.

–  Nu bliver det lidt for meget, siger Gogorza for sjov.

– Ej, vi snakker altid godt om hinanden, siger Simsir.

– Ja, nikker Gogorza.

– Vi har jo nærmest spist af den samme tallerken i flere måneder.

– Sandt, sandt, sandt, lyder det fra Simsir.

Og endnu en gang bliver det tydeligt, at venstrekanten i FC Midtjylland ikke kun er delt mellem to spillere – men også mellem to venner.