Det næstældste akademimandskab spillede sæsonens sidste 90 minutters fodbold onsdag aften på EDC Arena i Ikast.
Og det var et tændt FCM-hold, der hurtigt kom i front mod gæsterne fra Vejle. Malik Pimpong eksekverede sikkert på et straffespark og sendte værterne på sejrskurs.
Ikke lang tid efter blev det ligeledes til 2-0. En flot erobring og efterfølgende drev med bolden fra Mario Amini satte Alberto Velásquez op i en god position. Herfra var den finsk-peruvianske angriber sikkerheden selv, og han sparkede sit ligamål nummer 20 i kassen.
Med 20′ på stadionuret reducerede de rødklædte gæster, der også spillede sig på 2-2 inden pausefløjtet.
I 2. halvleg var vejlenserne først på måltavlen, efter et direkte frispark sendte udeholdet på vinderkurs.
Men de næstældste akademister ville det anderledes og satte gang i et flot comeback. Først fandt årets U17-spiller, Frederik Bunten, Viktor Bastrup, der tæt under mål sparkede bolden mellem benene på udeholdets keeper.
Få minutter senere var Pimpong igen på pletten. Et indlæg fra Lukas Nielsen fandt panden på angriberen, der uden problemer headede sit andet mål i nettet.
I kampens afslutning blev der mere og mere plads på Vejles banehalvdel, og det udnyttede August Skyttehave, hvis venstrefod kom først på en flad bold fra Benjamin Mujkanovic og sendte hjemmeholdet på 5-3.
Det blev også kampens slutresultat og dermed ligasejr nummer 14 for U17-drengene denne sæson. Det betyder, at de næstældste akademister slutter på en fjerdeplads i U17 Ligaen, hvor holdet scorede hele 88 mål i 26 kampe – ét mere end Brøndby, der mangler at spille deres sidste kamp.
Nu venter en velfortjent sommerferie for akademisterne, der igen møder ind på træningsanlægget i Ikast den 21. juli.
FC Midtjylland U17 5-3 Vejle Boldklub U17 (2-2)
9′ 1-0 Malik Pimpong
13′ 2-0 Alberto Velásquez
20′ 2-1 Benjamin Nicolaisen
37′ 2-2 Kerim Sejdic
51′ 2-3 Nicolas Gammelgaard
60′ 3-3 Viktor Bastrup
61′ 4-3 Malik Pimpong
86′ 5-3 August Skyttehave
FCM XI: Sigurdur Jökull Ingvarson, Lukas Nielsen, Mario Amini, Magne Norn (80′ Elias Bilali), Egill Orri Arnarsson, Frederik Vestergaard (73′ Noah Kjer), Frederik Bunten, Viktor Bastrup (73′ Jens Emil Munk), James Alphinas (46′ Benjamin Mujkanovic), Malik Pimpong, Alberto Velásquez (80′ August Skyttehave).