FC Midtjyllands ældste akademimandskab er vendt hjem fra Schweiz, hvor de deltog i den internationale turnering, The Bellinzona Youth International Football Tournament, hvor de mødte hold som FC Basel, FC Metz og Fluminense FC.
For anden gang i klubbens historie kunne holdet rejse hjem som vindere af turneringen – første gang var i 2015 og nu igen i 2026.
En oplevelse for livet
Det var ikke udelukkende de faste U19-spillere, som havde taget turen til Schweiz. Truppen var nemlig blevet toppet op med en række prøvespillere samt de to U17-spillere, Viktor Bastrup og Alexander Mani Gudjonsson.
Viktor Bastrup og Alexander Mani Gudjonsson har begge tidligere markeret sig som en del af det ældste akademimandskab, og efter turneringen er smilet stadig helt oppe over begge øre hos sidstnævnte, som blev matchwinner i finalen mod brasilianske Fluminense FC.
– Det var helt fantastisk at være afsted både på og uden for banen. Det var sjovt at opleve et andet land på den måde og se hvor smuk Schweiz er, samtidig med at vi fik mulighed for at spille mod nogle virkelig gode hold.
– Det var også hårdt, for selvom vi kun spillede 2 x 30 minutter, så gjorde vi det fem dage i træk, og det kan godt mærkes her dagene efter. Men jeg er så glad og taknemmelig for at have fået oplevelsen, lyder det fra Alexander Mani Gudjonsson.
Det var også en oplevelse, som har haft betydning for spillernes personlige udvikling.
– Vi endte i to straffesparkskonkurrencer, hvor vi vandt dem begge. Det var selvfølgelig et pres – også fordi vi ikke vidste, om vi skulle sparke.
– Jeg vil sige, at det gav mig ret meget, at man pludselig står i en situation og skal tage ansvar for at sparke og vise modenhed. Det gav helt sikkert også noget til oplevelsen, at jeg fik mulighed for at sparke og endda også score, siger han.
Finalens matchwinner
Med et hold, som blev mere og mere sammentømret, kunne U19-drengene også spille sig hele vejen til finalen. En stor oplevelse for hele holdet – og et øjeblik har brændt sig fast hos den 16-årige angriber.
– Jeg brændte en stor chance i finalen, og det var jeg selvfølgelig ærgerlig over, men det er vigtigt at kunne lægge det fra sig. Man skal op på hesten igen, for der skal nok komme en mulighed mere, hvis man arbejder for det.
– Og rigtigt nok så fik jeg kort efter muligheden for at score igen, og så smækkede jeg den op i det lange hjørne.
– Det føltes fuldstændig fantastisk, og jeg løb bare direkte ud og krammede både mine holdkammerater og trænere. Det var en helt ubeskrivelig følelse, fortæller han stolt.
Et sådant mål og en sejr i den internationale turnering krævede også fejring.
– Vi fejrede sejren med en sang i omklædningsrummet – den er godt nok på dansk, så jeg kan ikke ordene endnu, men det er en tradition.
En svær beslutning
Selvom Alexander Mani Gudjonsson spillede en nøglerolle for FC Midtjylland i turneringen, var det ikke planlagt, at den unge islænding skulle med til Schweiz.
– Forud for kampen ringede cheftræneren (Niklas Hougaard, red.), inden truppen var fastlagt, og gav mig to muligheder.
– Jeg havde lige været afsted med Islands U17-landshold, så han sagde, at jeg enten kunne tage nogle dage med min familie eller tage med U19 til Schweiz og spille med i den her internationale turnering.
– Det var et utrolig svært valg, men jeg sagde til mig selv, at det var en virkelig god mulighed for at vise, hvad jeg kan. Det var helt klart det hele værd, og jeg er stolt over at være en del af holdet og den sejr, vi hentede med hjem, afslutter han.
Resultater
Indledende kampe
FC Metz 1-1 (str. 5-6) FC Midtjylland
Fluminense FC 0-0 (str. 2-4) FC Midtjylland
FC Midtjylland 2-0 FC Basel
Semifinale
Japan HS Team 1-2 FC Midtjylland
Finale
FC Midtjylland 1-0 Fluminense FC
