Akademiet

U19 med stærk åbning i Youth League

De ældste akademister gjorde en god figur, da de montenegrinske mestre, Buducnost, blev besejret med 3-0 foran 350 tilskuere på Ikast Stadion i det første af to opgør i ungdommens Champions League.

22/10/25
Mads Jakobsen
Foto: Augustine Akena

Onsdag eftermiddag var der nok engang europæisk fodbold på Ikast Stadion.

Efter tre danske mesterskaber i træk indledte FC Midtjylland denne sæsons Youth League mod de montenegrinske mestre, Buducnost. U19-holdet er trådt ind i tredje runde af Domestic Champions Path – et stadie, holdet har passeret de seneste to sæsoner, hvor rejsen først er endt i play-off knockout-runden mod RB Leipzig og Manchester City, begge gange efter dramatiske straffesparksafgørelser.

Cheftræner Niclas Hougaard startede med sidste sæsons topscorer fra U17-mandskabet, Alberto Velasquez, og finsk-peruvianeren var tæt på at bringe FC Midtjylland i front efter syv minutter. Efter et flot gennembrud kom offensivspilleren fri i feltet, men afslutningen blev afvist af stolpen.

Efter et kvarter var Bilal Konteh tæt på at heade bolden i mål efter en midtjysk specialitet: hjørnespark. Buducnost’ keeper trak sig dog succesfuldt ud af duellen – og netop fysikken blev et tema gennem kampen, da gæsterne stillede med et højt og stærkt hold.

Se dokumentaren om akademiet: Fra drømme til virkelighed

U19 Ligaens topscorer, Malik Pimpong, startede på toppen og jagtede også kampens åbningsmål. Efter endnu et hjørnespark markerede den formstærke angriber sig med en god hovedstødsafslutning, men igen reddede Uros Ilincic.

Flere varselsskud blev sendt mod gæsternes mål, der dog heller ikke holdt sig tilbage. Buducnost lurede på omstillinger og skabte to store muligheder, som begge blev håndteret sikkert af Silas Novrup i FCM-buret.

Efter en halv time faldt scoringen, og sikke et øjeblik. Sebastian Lodberg samlede bolden op midt på banen og drev den frem, inden han sendte et fantastisk langskudsmål i nettet fra nogle og tyve meter.

Store muligheder fra anden halvlegs start

1-0 var også kampens pausestilling, men de 350 tilskuere skulle ikke vente længe på mere action.

Anden halvleg var således kun få minutter gammel, da Frederik Vestergaard opsnappede en løs bold, hvorefter han og Lodberg var to-mod-en, men muligheden blev spildt. Kort efter var det Frederik Bunten, der spillede Pimpong fri i feltet, men afslutningen strøg snært forbi mål.

Efter en times spil blev Julius Emefile sendt på banen, og det tog ham ikke længe at sætte sit aftryk. Med en elegant aktion spillede han Egill Arnarsson fri, og islændingen sendte et skarpt, fladt indlæg ind foran mål – og derfra var kvoten af afbrændere fra topscorer Pimpong opbrugt. Med en velplaceret afslutning sendte han bolden i nettet til 2-0 tæt under mål.

FC Midtjylland jagtede også 3-0 i slutfasen, og det gav pote kort før slutfløjtet. Efter flere gode muligheder dumpede en returbold ned for fødderne af indskiftede August Skyttehave. FCM’eren sparkede mod det lange hjørne og trods et hæderligt forsøg på at redde afslutningen, måtte Buducnost-keeperen se sig slået for tredje gang i opgøret.

U19 rejser dermed til returopgøret i Montenegro med en tremålsføring i ryggen. Det opgør spilles i Podgoricia onsdag den 5. november kl. 17.00, og ved avancement venter vinderen af opgøret mellem Racing Luxembourg og FC Köln i næste runde.

FC Midtjylland 3-0 FK Buducnost

30’ 1-0 Sebastian Lodberg
64’ 2-0 Malik Pimpong
88′ 3-0 August Skyttehave

FCM XI: Silas Novrup, Albert Lodberg, Mario Amini, Bilal Konteh, Egill Arnarsson (72’ James Alphinas), Daris Catak, Frederik Bunten (60’ Julius Emefile), Frederik Vestergaard, Alberto Velasquez (83′ August Skyttehave), Sebastian Lodberg (83′ Jens Emil Munk), Malik Pimpong.