Det er ikke hver dag, at man vinder en fodboldkamp 6-0, men det var tilfældet søndag eftermiddag, da FC Midtjylland overbevisende vandt over FC Nordsjælland på MCH Arena. Faktisk er det kun anden gang i klubbens historie, at hjemmeholdet har sejret med seks mål på eget græs – første gang var i åbningskampen mod AB tilbage i 2004.
Valdemar Byskov satte punktum for den historiske sejr med målet til 6-0 og glædede sig over både præstationen og resultatet.
– Det er skønt at være en del af. For det første elsker jeg bare at vinde fodboldkampe, og så elsker jeg at score mål, så at kunne kombinere de to, er fedt. At det så også tangerer til klubrekord, det er jo bare prikken over i’et.
Trods det tætte kampprogram, oplevede Valdemar Byskov et hold, som håndterede udfordringerne til perfektion.
– Det er selvfølgelig turbulent, når vi har så mange kampe efter hinanden, men det er ikke første gang, så vi ved godt, at det kræver fokus og forberedelse. Vi er gode i dag, sagde han.
Ifølge Valdemar Byskov var præstationen mod FC Nordsjælland et resultat af en fælles indsats, hvor alle løftede og tog ansvar.
– Holdets indsats hele vejen rundt var fænomenal. Vi har styr på dem, så det var virkelig en god kamp for os alle, fortalte han.
At komme på måltavlen betyder fortsat meget for den unge midtbanespiller – både personligt og på vegne af holdet.
– Det er altid dejligt at score, både i forhold til den individuelle succes, men som hold først og fremmest. Det betyder meget for mig.
Og selvom søndagens sejr var overlegen, forventer Valdemar Byskov ikke, at det stopper her. FC Midtjylland møder nemlig FC Nordsjælland igen allerede torsdag i Oddset Pokalen.
– Jeg håber, at vi kan forvente meget af det samme i de næste to opgør mod dem, og at vi kan køre dem over igen på torsdag. Vi tager en dag ad gangen, og nu gør vi os klar til på torsdag og forhåbentlig endnu en sejr, afsluttede han.
Du kan fortsat sikre en billet til opgøret i Oddset Pokalen mod FC Nordsjælland herunder. Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 på MCH Arena.