I sommeren 2024 startede både FC Midtjylland og F.C. København deres kvindehold. Næsten to år senere mødes de to hold for første gang i en gældende kamp. MCH Arena danner rammen om det historiske opgør, når det første kapitel mellem Midtjylland og København på kvindesiden skal skrives lørdag den 25. april kl. 14.00.
Billetsalget til kampen er netop åbnet.
Sæsonkort og BilletFlex
Alle sæsonkort er gældende til kampen. Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så frigiv gerne din plads, så den kan gå til andre fans. Vær opmærksom på, at pladserne til FC Midtjylland Kvindefodbolds kampe er unummererede, og der derfor er fri placering på tribunen.
Alle med BilletFlex skal som altid trække billet til kampen på samme måde som til herrernes kampe.
Fuld gang i 3F Fanzonen
3F Fanzonen bag Faxe Kondi-tribunen er åben til kampen. Vi åbner en time før kampstart, og alle med billet eller sæsonkort er velkommen til at kigge forbi fanzonen, hvor der vil være sjove aktiviteter og underholdning frem til kampstart.
Se program for 3F Fanzonen til kampen via linket nedenfor.