Kvindeholdet

Hjemmebaneopgør: Thisgaard-søstrene mødes i A-Ligaen

På lørdag venter der en særlig kamp for FCM-keeperen Katrine Thisgaard, når FC Midtjyllands kvindehold tager imod Fortuna Hjørring på MCH Arena – de tager nemlig også imod Thisgaards søster.

04/09/25
Julie Ege
Foto: Susan de Klerk

Katrine Thisgaard har haft en spændende fodboldkarriere allerede inden hun landede i FC Midtjylland. Hun har blandt andet haft et collegeophold i USA, hvor hun kombinerede sine rejse- og fodbolddrømme. Med hjem i bagagen havde hun en god portion selvtillid og var vokset både fodboldteknisk, taktisk og mentalt.

Portræt af Katrine Thisgaard: En kæmpe motivation for mig

Efter hendes hjemkomst landende hun i FC Midtjylland, hvor hun faldt godt til i en ellers meget travl hverdag. Hun nyder kampene, fællesskabet og intensiteten og glæder sig til, at bolden igen ruller på MCH Arena på lørdag.

– Ligesom alle vores andre kampe forventer jeg en duel med masser af tempo og høj intensitet. Fortuna er nok ikke tilfredse med deres start på sæsonen, og de vil komme med alt for at hente point. Vi har haft god tid til at rette nogle småting til, og vi står på hjemmebane, hvilket jeg ser som en klar fordel. Opbakningen på MCH Arena har været fantastisk, og vi glæder os virkelig til at vise os frem igen, lyder det fra Thisgaard.

Familieopgør på MCH Arena

Men kampen bliver også noget ud over det sædvanlige for hende rent personligt.

– Det bliver lidt specielt, for kampen betyder også, at jeg skal møde min søster på banen. Hun har været uheldig med nogle grimme skader, men er kommet stærkere tilbage hver gang – det har været en kæmpe inspiration for mig. Jeg tror, at vores forældre får det lidt presset under kampen, men for mig bliver det først og fremmest en fodboldkamp, som er lige så vigtig som de andre. Når dommeren fløjter, handler det om at være til stede i spillet, forklarer hun.

Fodbold har altid været en del af familiens hverdag, og søsterforholdet har sat sit præg på keeperens egen udvikling.

– Det har været fedt at vokse op med en søster, der har delt den samme passion – endda også samme position på banen. Vi har trænet sammen, set utallige kampe og haft mange gode fodboldsnakke i familien. Det har helt sikkert været med til at forme mig som spiller, siger hun.

For Thisgaard handler lørdagens kamp dog mest af alt om holdet og muligheden for at måle sig med de bedste.

– Jeg glæder mig allermest til at spille mod et af Danmarks stærkeste hold og gøre det på vores måde. Vi er stadig et nyt hold i ligaen, og vi har skulle vænne os til tempoet og fysikken, men vi tror på os selv og på, at vi kan spille op med Fortuna. Og så håber jeg selvfølgelig, at mange fodboldglade fans finder vej til MCH Arena og støtter os – det giver os et kæmpe energiboost, afslutter hun.

Køb billet til kampen

Skal du med på MCH Arena og støtte op om FC Midtjyllands kvinder på lørdag kl. 15.00, kan du finde din billet nedenfor. Sæsonkort til 3F Superliga-kampe er ikke gyldige til A-Liga-kampe.

Se den aktuelle stilling og kampprogrammet for FC Midtjyllands kvinder her.

Køb billet til kampen