Herreholdet

Mit 2025 – Valdemar Byskov

I den sidste udgave af "Mit 2025" ser vi tilbage på året, der gik, med Valdemar Byskov. Læs mere herunder.

30/12/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Den tidligere akademispiller Valdemar Byskov har haft et hæsblæsende 2025 med flere mindeværdige øjeblikke, heriblandt matchvinder-rollen mod Nottingham Forest i Europa League. Samtidig har han fået flere spilleminutter og glæder sig over den udvikling, holdet har gennemgået.

I et interview fortæller han om sit 2025 – både om op- og nedture på banen og personligt, og om, hvad han ønsker for 2026.

Hvad har været dit største fodboldøjeblik?

– Det åbenlyse svar må nok være Nottingham Forest-målet, men jeg synes bare, at som hold har det været en fed rejse, vi har været på. Jeg synes, hele turen har været god helt fra nytår og frem til nu. Der er ikke noget specifikt, men jeg føler selv, at jeg kommer tættere og tættere på mine mål.

Mit 2025 – Philip Billing

Hvis du ser tilbage på året, der er gået, hvor vil du så mene, at du har udviklet dig mest som spiller?

– Jeg har taget nogle skridt i forhold til modning og det her med at spille på øverste hylde – også europæisk. Vi bygger hele tiden på, og der har været mange kampe og mange kampminutter, hvor man kan udvikle sig frem for udelukkende træningsminutter. Det flytter noget.

Hvis du fik muligheden for at spille en kamp igen, hvilken en ville det så være?

– Jeg gad godt spille Roma-kampen igen, fordi det var en fed kulisse. Jeg gad også godt genspille vores opgør herhjemme mod FC Nordsjælland, hvor vi vinder 6-0. Det er altid sjovt at være en del af kampe, hvor der bliver scoret så mange mål.

Hvilken kamp vil du absolut ikke spille igen?

– Jeg tror ikke, der er nogle kampe, jeg vil undgå. Det er bare fedt at spille fodbold, så på den måde har der ikke været en kamp, som har stået ud som en, jeg ikke vil spille igen.

Portræt af Valdemar Byskov: Der er ikke noget, som kan tage min interesse for fodbold fra mig

Hvem på holdet har overrasket dig mest i årets løb?

– Jeg vil ikke sige overrasket, for jeg vidste det jo nok godt, siden han kom hertil, men Lee spiller bare stabilt hver gang. Jeg tror først, det er nu her, at fansene og dem omkring kan se, hvor meget indflydelse, han har, og hvor god han er. For mig har det ikke været en overraskelse, da jeg har set ham til træningerne, men det er imponerende.

Er der en kamp, hvor fansene har gjort særligt indtryk på dig?

– Jeg tror senest mod Viborg, hvor de igen bare var helt fantastiske, præsterede og var med os. Jeg synes egentlig, at de er kommet op på et stabilt niveau, hvor det er tæt på hver gang, at vi har en virkelig, virkelig fed kulisse. Det skal de have tak for.

Hvad har været det største øjeblik for dig personligt?

– Jeg har købt en lejlighed i Aarhus og fundet mig tilrette der. Jeg tror, at det har været et stort step for mig at flytte hjemmefra.

Hvad har været den største udfordring personligt?

– Min mormor gik bort for ikke så længe siden, og det var hårdt for familien og dem tæt på mig, som jeg elsker meget højt. Det var en hård periode, men også meget oplysende på en måde, sådan i forhold til at mærke, hvor meget man egentlig sætter pris på dem, man har omkring sig.

Beskriv dit 2025 i tre ord.

– Udviklende, hårdt og motiverende.

Hvem på holdet tror du, at du har udvekslet flest beskeder med i årets løb?

– Jeg tror, at jeg har skrevet mest med Victor Bak.

Hvad ser du mest frem til i 2026 – både personligt og fodboldmæssigt?

– Det, som jeg ser frem til på banen, er helt sikkert vores kampagne i Europa League og Superligaen. Det er svært at sige kun én ting, for vi har også Pokalen, som vi er i gang med. De tre turneringer, som vi er i gang med, tror jeg, bliver helt vildt fede – også fordi vi klarer os så godt i dem. Vi har i den grad noget at jagte i 2026.

– Personligt tror jeg ikke, at jeg har et mål for noget, der skal ske. Jeg tror lidt, jeg tager tingene, som de kommer, og så håber jeg, at jeg er sammen med og hygger mig med de samme mennesker, jeg plejer at gøre.