Rasmus Nissen Kristensen er tilbage i det midtjyske efter otte år i udlandet.
Den danske landsholdsspiller skifter til FC Midtjylland fra Eintracht Frankfurt og har skrevet under på en femårig aftale.
Dermed vender den 28-årige landsholdsspiller tilbage til den klub, hvor han som ung kom ind fra samarbejdsklubben Brande IF, blev en del af Herning Elite i 2009 og tog de første skridt i en karriere, der siden har ført ham gennem hollandsk, østrigsk, engelsk, italiensk og tysk topfodbold.
En strategisk hjørnesten
For sportschef Kristian Bach Bak er tilgangen af Rasmus Nissen Kristensen både en markant sportslig forstærkning og en bevidst strategisk prioritering.
– Det er en strategisk hjørnesten for os at have stærke skandinaviske profiler, som kan gå forrest og hæve kravene i hverdagen. “NK” passer meget præcist heri; han er i sin bedste fodboldalder, han kommer med erfaring fra nogle af Europas største ligaer og det danske landshold, og han har samtidig FC Midtjylland helt inde under huden, siger Kristian Bach Bak.
Den lokale forankring er også en væsentlig del af historien.
– Han er opvokset i Brande, er kommet gennem klubsamarbejdet og akademiet, og både han og hans familie har fulgt klubben tæt gennem mange år. Det betyder noget, fordi han kender kulturen, kravene og det ansvar, der følger med at repræsentere FC Midtjylland.
Rasmus Nissen Kristensen kommer til FC Midtjylland efter to gode sæsoner i tysk fodbold. Det er ifølge Kristian Bach Bak med til at understrege betydningen af skiftet.
– Sportsligt får vi en spiller med landskampe, topfodbold i kroppen og et naturligt lederskab. Han kunne være blevet i Bundesligaen, hvor han havde flere år tilbage af sin aftale, men han vælger FC Midtjylland nu. Det er et stærkt signal om “NK”’s tro på det, vi er i gang med. Han vender ikke hjem for at se sig tilbage – han kommer for at løfte holdet.
Et aktivt tilvalg
For Rasmus Nissen Kristensen er skiftet til FC Midtjylland et aktivt valg af klubben, projektet og det næste kapitel i karrieren.
– For mig handler det først og fremmest om timingen for min familie og mig – og om en helt særlig mulighed for at vende hjem til FC Midtjylland. Det er min klub, og da muligheden opstod på en måde, hvor jeg virkelig kunne mærke, at FC Midtjylland ville mig, gik tingene op i en højere enhed. Jeg kommer fra en god situation i Frankfurt, og netop derfor er det også et meget aktivt tilvalg. Jeg kommer hjem, fordi jeg tror på det, der er i gang her, og fordi jeg kan se mig selv få en stor rolle i at flytte klubben videre, fortæller “NK”.
NK om FCM-DNA, klubfølelse og drømmen der gik i opfyldelse
Da Rasmus Nissen Kristensen forlod FC Midtjylland i januar 2018, skiftede han til den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Nu vender han tilbage med erfaring fra en række af Europas største ligaer.
– Det er her, jeg blev en del af akademiet og senere fik muligheden for at tage det første store skridt ud i Europa. Jeg kommer tilbage som en bedre fodboldspiller, men også som et andet menneske. Jeg har spillet i store ligaer, fået familie og samlet meget erfaring op gennem de seneste otte år. Det vil jeg gerne bringe ind i truppen.
Drivet er det samme
På afstand har Rasmus Nissen Kristensen set en klub, der har udviklet sig markant siden hans afsked i 2018.
– Der er sket enormt meget. Der er lavet gode investeringer, faciliteterne er løftet, og klubben har rykket sig på alle parametre. Men mange af menneskerne er stadig de samme, og drivet er det samme. Ambitionen om hele tiden at blive bedre er stadig tydelig, og det er noget af det, der tiltaler mig.
Med aftalen frem til sommeren 2031 ser den danske landsholdsspiller skiftet som begyndelsen på et længere kapitel i FC Midtjylland.
– En femårig aftale siger selvfølgelig noget om, at jeg tror på det her. Jeg håber, at jeg kan få en stor sportslig indflydelse og være med til, at vi får mesterskabsstjernen på brystet. Det er en klar ambition for mig, og fansene kan forvente det samme, som jeg altid har forsøgt at levere; jeg giver alt for klubben. For mig betyder FC Midtjylland noget ekstra.
Fra akademiet til Europas største ligaer
Efter årene på FC Midtjyllands akademi fik Rasmus Nissen Kristensen førsteholdsdebut den 7. marts 2016 i Superligaen ude mod FC Nordsjælland. I januar 2018 skiftede han til Ajax, hvor han året efter var med til at vinde både det hollandske mesterskab og den hollandske pokalturnering.
Senere i 2019 fortsatte karrieren i RB Salzburg. Her spillede han 109 kampe, scorede 14 mål og lavede 19 oplæg, og vandt både mesterskabet og pokalturneringen. .
I 2022 gik turen videre til Leeds United i Premier League, hvor det blev til 30 kampe. Året efter blev han udlejet til AS Roma i Serie A og spillede 31 kampe for den italienske hovedstadsklub.
I sommeren 2024 kom Rasmus Nissen Kristensen til Eintracht Frankfurt, først på en lejeaftale og siden på en permanent kontrakt. I den tyske klub nåede han 71 kampe, ni mål og fire oplæg. I sin første sæson i Frankfurt blev han desuden kåret til Årets Spiller.
Undervejs er der også opbygget betydelig europæisk erfaring med 24 kampe i Champions League og 13 kampe i Europa League.
På det danske landshold debuterede branditten i 2021. Siden er det blevet til 34 landskampe og to mål. Han var en del af VM-truppen i 2022, hvor han spillede alle Danmarks tre kampe, og han var også med i EM-truppen i 2024.
Fodbolden fylder også i familien. Rasmus Nissen Kristensen er nevø til tidligere fodboldspiller Sigurd Kristensen og fætter til Leon Jessen samt Magne Kristensen, der i dag er en del af FC Midtjyllands U19-hold.
