Førsteholdet

Spillertruppen donerer billetter til Sporting-kampen

FC Midtjyllands førsteholdsspillere er gået sammen med klubben om at donere billetter til Europa League-udekampen mod Sporting CP. Erik Sviatchenko sætter ord på beslutningen, der sikrer gratis adgang til alle FCM-fans.

24/01/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Som en tak for den store støtte gennem efteråret har førsteholdstruppen besluttet at donere billetter til Europa League-udekampen mod Sporting CP.

Alle spillere har hver især doneret et beløb, der skal komme fans til gode, når turen går til den portugisiske hovedstad den 16. februar. Samtidig har FCM som klub smidt de resterende penge oveni, således at alle, der ønsker det, vil få betalt entré til opgøret på José Alvalade Stadion.

Anfører Erik Sviatchenko sætter ord på initiativet:

– Både os spillere og fansene er en del af en enhed, som står sammen. Vi går nogle sindssygt vigtige kampe i møde, og derfor vil vi gerne vise, at vi værdsætter fansenes støtte hele vejen igennem. Lige nu er det hårdt, men vi er på rette vej, og den rejse skal vores fans være med på. Derfor skal vi have så mange som muligt med på turen til Lissabon.

– Det handler om, at vi værdsætter deres flid, energi og tid. De skal vide, det betyder utroligt meget, at der står nogle mennesker, man kan hilse på efter kampene. Særligt på de her udebaneture. Det var fantastisk at se den flok, som var med i både Graz, Rotterdam og Rom. Og det gælder uanset, om det er en lille enklave eller en større flok, der rejser med.

Svend Graversen: En svær og spændende opgave

Erik Sviatchenko fortæller samtidig, at alle spillere har bidraget i forbindelse med billet-donationen til det store europæiske opgør.

– Vi har gjort det på den måde, at alle spillere har kunne donere et beløb, og det er så efterfølgende blevet tastet ind som en bøde i vores bødekassesystem. Alle spillere har budt ind og dermed været en del af donationen, siger FCM-kaptajnen.

Donationen dækker kun entré til stadion, hvorfor rejsende selv skal stå for fly og hotel. Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du skaffer billetter.

Billetinfo

FC Midtjylland står for salget af billetter til udeafsnittet efter nedenstående procedure:

  • Skriv til billetsalg@fcm.dk og angiv dit ønskede antal billetter. Oplys derudover fornavn, efternavn, e-mail-adresse og telefonnummer på alle de personer, som skal benytte billetterne.
  • Billetten er gratis, hvis du bruger den. Bestiller du billet, uden at den bliver scannet til kampen, vil vi fremsende en faktura på 30€ (billetpris og håndteringsgebyr). Har du allerede bestilt billet og bliver forhindret, kan du returnere billetten ved at skrive til os på billetsalg@fcm.dk senest onsdag den 15. februar kl. 12.00.
  • Vedhæft sammen med bestillingen af billetter dokumentation for booking af fly eller hotel i Portugal.
  • Bemærk venligst at børn under 3 år ikke kan få adgang til stadion.

Deadline for bestilling

Ønsker du billetter til kampen, skal de bestilles senest onsdag den 15. februar kl. 12.00. Billetterne tilsendes på e-mail umiddelbart efter, vi har modtaget din henvendelse.

Coronaregler

Der stilles ikke længere krav om vaccination, test, registrering eller karantæne for personer, som kommer til Portugal fra Danmark, men vi opfordrer til, at man selv holder sig opdateret på gældende Corona-regler i Portugal.