Ida-Sofie Rathe er kommet tilbage efter en skadespause, som gjorde, at hun måtte bakke op om holdet fra sidelinjen. Nu er hun tilbage på banen og har fået minutter i både opgøret mod OB og Brøndby, endda med en scoring til følge. Nu står endnu en kamp for døren – denne gang mod AGF.
– Det bliver en rigtig vigtig kamp for os, som skal vindes. AGF har seks point og vi har tre, så der er meget på spil i forhold til stillingen i ligaen fremover. Derfor kommer vi selvfølgelig til at gå benhårdt efter de tre point, og derfor er jeg sikker på, at det bliver en tæt kamp med høj intensitet og en masse fysiske dueller, lyder det fra Rathe.
Den mentale træning
Når man udgår med en skade, er der flere parametre, som der arbejdes på, for at blive klar til igen at løbe på banen – og der er ingen tvivl om, at den unge midtbanespiller har lagt alle kræfter i at blive klar igen.
– Der ligger en god mental træning i at overkomme sådan nogle perioder, for det er hårdt. Det er bestemt ikke sjovt at sidde over, så det at jeg nu er tilbage og kan bidrage på banen, føles vildt godt.
– Det betyder meget for mig at få spilletid, selvom jeg har været ude med en skade. Jeg føler, at jeg nu har bevist overfor mig selv og holdet, at jeg er klar og at kroppen holder til det. Det er virkelig en forløsning.
Ønsket om at være et forbillede
FC Midtjyllands kvinder sluttede sidste sæson af på bedste vis og rykkede dermed op i A-Liga i 2025/26-sæsonen. Ida-Sofie Rathe ser frem til en sæson, hvor hun kan fortsætte sin udvikling.
– Mine personlige ambitioner er at udvikle mig endnu mere som spiller og bidrage så meget som muligt til holdet. Jeg vil gerne hele tiden tage nye skridt, og så vil jeg især gerne blive mere afgørende offensivt i denne sæson, fortæller hun.
Det er dog ikke kun sin egen udvikling, som hun ønsker at fremme. Hun har gennem en årrække været træner for sin søsters U10-hold i Snejbjerg, da hun håber at kunne være et forbillede og en inspiration for andre unge piger, som ønsker at udleve deres fodbolddrøm.
– Jeg synes, at det er så vigtigt, for jeg selv kan huske, hvor meget det betød for mig, dengang jeg rente rundt med en bold som en lille pige. Jeg synes det er fedt, at jeg har kunnet give noget til de unge piger, og forhåbentlig få dem til at tro på deres fodbolddrømme, slutter hun af.
Portræt af Ida-Sofie Rathe: Flere piger skal tro på deres fodbolddrømme
Du kan se den aktuelle stilling og kampprogram her.
Kampstart på lørdag er kl. 15.00 på Ceres Park Vejlby i Aarhus.
Næste gang Ida-Sofie Rathe og resten af A-Liga-holdet spiller på hjemmebane er lørdag den 4. oktober kl. 16.00, hvor de tager imod OB Q på MCH Arena. Her jagter ulvene både en sejr og A-Ligas tilskuerrekord, som du kan være med til at sætte. Køb billet til kampen på linket nedenfor.