På et fyldt MCH Arena, der summede fra start, symboliseret ved en fyldt C.C.-tribune en time før kickoff, gik FC Midtjylland ind til sæsonens sidste opgave i 3F Superliga med mulighed for både guld og sølv.
Imens F.C. København hurtigt bragte sig foran i Parken, var FCM tæt på det samme efter ni minutters spil. Et fladt indlæg endte for fødderne af Pedro Bravo, som smækkede kuglen på overliggeren.
Få minutter senere blev det til 1-0. Et indlæg fra Mads Bech i venstresiden ramte skoen på Kevin Mbabu, som flot dirigerede bolden ind bag Randers-keeper Paul Izzo.
Stik imod spil og chancer var det Randers, som scorede det næste mål på MCH Arena. Lee Han-beom ramte kuglen med hånden i feltet, og efter et VAR-tjek blev det besluttet, at der ventede et skud fra 11-meterpletten. Det tog Simen Nordli sig af – og på sikker vis.
FCM pressede på. Mikel Gogorza var tæt på at curle kuglen over i det lange hjørne kort inde i 2. halvleg, og Paul Izzo leverede en af sæsonens redninger i det 60. minut på et Adam Buksa-forsøg.
300 kilometer mod øst var FCK ved at gøre arbejdet færdigt i sikker stil med en 3-0-føring og havde dermed allerede én hånd på det danske mesterskab. Det lagde en dæmper på begivenhederne i Herning, hvilket Randers udnyttede til at bringe sig foran ved indskiftede Elies Mahmoud.
En anden indskifter, Edward Chilufya, bragte balance i regnskabet. Men på det tidspunkt syntes et mesterskab langt væk.
Ikke desto mindre gjorde FCM arbejdet færdigt – og igen med Edward Chilufya i målscorerens rolle. Oliver Sørensen sendte hurtigløberen dybt, som afdriblede Paul Izzo og sendte bolden i et tomt net. 3-2.
Det forblev også kampens resultat, men trods de tre point blev det ikke til de store sejrssmil efter slutfløjt. Thomas Thomasbergs tropper må nøjes med sølvmedaljer.
Uden for banen blev der leveret på allerhøjeste niveau, hvilket 12.018 tilskuere symboliserede. Det er dermed også ny all time-tilskuerrekord på MCH Arena.
I samme ombæring skal der lyde et tillykke med det danske mesterskab til F.C. København.