Akademiet

U19 med tre på stribe: Mesterskabet kom i hus i Randers

FC Midtjyllands U19-drenge sikrede lørdag eftermiddag det danske mesterskab for tredje sæson i træk.

24/05/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FCM U19 er danske mestre en spillerunde før sæsonens afslutning. Det blev cementeret lørdag eftermiddag, hvor de ældste akademister vandt med 2-1 i Randers, mens FC Nordsjælland tabte 1-0 i Brøndby og dermed ikke længere er inden for en mulig pointafstand.

– Det er jo topmålet i dansk ungdomsfodbold, og at kunne gøre det tredje gang i træk som klub er kæmpestort. Drengene har fra dag ét troet på det, og det er noget, jeg har kunne mærke fra start, siger cheftræner Niclas Hougaard, der kom til klubben ved årsskiftet, og fortsætter:

– Der er nogle, som har prøvet det flere gange nu i den her gruppe, og selvom de har prøvet det før, er der bare en sult efter hele tiden at være de bedste. Det en gruppe, man ikke kan slå ud af kurs; vi har haft kampe, hvor vi ikke har spillet fantastisk i 1. halvleg, men er kommet ud med bulder og brag i 2. halvleg. Spillerne tror så meget på sig selv – også når det ser sort ud.

– Vi har igen i år scoret rigtig mange mål, men jeg synes også, vi har vist en kynisme her til sidst i den anden ende. Der er en god miks af kvalitet og tro på sig selv, lyder recepten.

Med endnu en guldmedalje følger nok en gang deltagelse i ungdommens svar på Champions League, UEFA Youth League.

– Det er jo en del af pakken. Vi bliver matchet og får oplevelser på allerhøjeste niveau. Det er noget, der betyder meget for hele ungdomsafdelingen og det er her, vi gerne vil være; at spille betydningsfulde kampe på allerhøjeste niveau.

– Det er overhovedet ikke nemt at vinde U19 Ligaen, men nu drømmer vi om at tage det næste skridt og slå hold som Manchester City og gå endnu længere i Youth League, siger Niclas Hougaard.

Efter guldfejringerne i Randers har U19-drengene sat sig ind i holdbussen med kurs mod Herning, hvor der venter restaurantbesøg og en festlig aften i godt selskab.

– Om en uge splitter vi op, og nogle skal måske et andet sted hen. Så det handler om at nyde det og fejre det, og det skal vi helt sikkert gøre, siger en glad cheftræner.

Med denne sæsons U19-mesterskab er FCM oppe på i alt 12 guldmedaljer i landets bedste ungdomsrække.

Randers FC U19 1-2 FC Midtjylland U19 (1-2)

15′ 0-1 Gustav Bjerge
18′ 0-2 Sofus Johannesen
42′ 1-2 Rinor Rexhepi

FCM XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh, Gustav Bjerge, Simon Kristiansen, Christian Jørgensen, Lasse Overgaard, Sofus Johannesen, Frederik Bunten, Sebastian Lodberg, Nicolaj Tornvig.