Franculino er startet 2025/26 med storm. Den 21-angriber har fulgt en flot pre-season med fire scoringer i fire testkampe op med fem mål i sæsonens to første opgør i 3F Superliga.
– Jeg er meget glad for resultatet først og fremmest, og selvfølgelig er det specielt at score tre mål igen. Jeg ønsker at hjælpe holdet mest muligt, og min rolle er jo blandt andet at lave mål, siger Franculino.
Har du trænet ekstra hårdt i løbet af sommerpausen, eller hvad er din hemmelighed i forhold til den gode sæsonstart?
– Det er ikke fordi, jeg har gjort noget specielt eller anderledes. Jeg tror egentlig bare hemmeligheden er, at vi træner hårdt hver eneste dag som hold – men nej, jeg har ikke gjort noget anderledes.
Den aktuelle 3F Superliga-topscorer sigter højt.
– Jeg vil have mere. Jeg vil score mere, og jeg vil gøre det endnu bedre. Mit personlige mål for sæsonen er 25 mål fordelt over alle turneringer, og hvis jeg laver endnu flere, vil det bare være en bonus, fortæller han.
Giver hattrickboldene væk
Det er en tradition, at man må tage kampbolden med hjem, når man scorer et hattrick – og det er også tilfældet for Franculino her til aften.
– Jeg har fået tre nu, ja, men jeg forærer dem altid væk til enten mine venner eller familie. Det er også tilfældet i dag, fortæller han.
Longread: Her er historien om Franculino
Meget symptomatisk for Franculino vokser træerne ikke ind i himlen – øjnene er i stedet sporet ind på det, der venter torsdag i Skotland.
– Det bliver en spændende kamp, men nu har vi et par træninger, hvor vi skal arbejde hårdt og forberede os godt. Jeg er sikker på, at vi kommer til at være klar, siger Franculino om returopgøret mod Hibernian i 2. kvalrunde af Europa League.
FCM’erens målsnit får de fleste topangribere i Europa til at blegne. 38 mål og 11 assists fordelt på 4.332 minutter – svarende til en målinvolvering hvert 88. minut.