Otte mål – og hele seks styks til hjemmeholdet – blev det til, da Sønderjyske mandag aften blev besejret på MCH Arena.
Flere af kampens hovedaktører satte ord på begivenhederne efter slutfløjt, og vi sætter fokus på noget af det sagte nedenfor.
Franculino: Mit personlige mål er 25 scoringer
Flere gode præstationer indtraf mandag aften, men én skilte sig ud – Actona Group Man of the Match, Franculino Djú, der scorede tre mål for tredje gang i FCM-trøjen.
– Jeg er meget glad for resultatet først og fremmest, og selvfølgelig er det specielt at score tre mål igen. Jeg ønsker at hjælpe holdet mest muligt, og min rolle er jo blandt andet at lave mål.
– Men jeg vil have mere. Jeg vil score mere, og jeg vil gøre det endnu bedre. Mit personlige mål for sæsonen er 25 scoringer fordelt over alle turneringer, og hvis jeg laver endnu flere, vil det bare være en bonus, fortalte han.
Tredje hattrickbold til Franculino: Vil gøre det endnu bedre
Gabriel: Derfor løb jeg ned mod C.C.
Adam Gabriel noterede sig for kampens mest ikoniske øjeblik, da han fejrede sin scoring i det 27. minut med en helbanes-jubelscene ned mod C.C.-tribunen. Her faldt tjekken til jorden i træthed og kunne lade sig hylde foran de ellevilde fans.
– Min drøm var at score ned mod C.C.-tribunen, men jeg har ikke prøvet at score ned mod dem endnu. Derfor besluttede jeg mig for at løbe hele vejen derned den her gang, sagde Adam Gabriel efter slutfløjt med et smil.
– Det er seks måneder siden, at jeg har været i start 11’eren. Det var ikke perfekt, jeg ved det, men jeg er meget glad for, at jeg kunne hjælpe holdet til sejr. Det vil altid være det vigtigste.