Efter gårsdagens videre avancement mod Hibernian FC venter norske Fredrikstad FK i 3. kvalifikationsrunde af Europa League. Det første opgør spilles torsdag den 7. august kl. 18.00 i Fredrikstad, og ugen efter – torsdag den 14. august kl. 18.00 – er der returopgør på MCH Arena.
Fanklubben Black Wolves har sammensat en bustur uden overnatning, der kombinerer fællesskab og europæisk fodbold. Turen er åben for alle – og der er penge at spare, hvis du er medlem af den officielle fanklub.
Er du ikke medlem af Black Wolves, eller ønsker du selv at sørge for transport, kan du herunder læse om, hvordan du skaffer billet til opgøret.
Billetsalg til kampen
FC Midtjylland står for salget af billetter til udebaneafsnittet efter nedenstående procedure:
- Skriv til billetsalg@fcm.dk og angiv det antal billetter, du ønsker, og oplys fulde navn og e-mailadresse på alle, du ønsker en billet til.
- Billetprisen er 120 kr. for både børn og voksne.
- Overfør det samlede beløb via MobilePay til nummer 10953 og skriv den e-mailadresse, der er brugt til bestilling af billetterne i kommentarfeltet.
- Du vil herefter få fremsendt dine kampbilletter.
Praktisk information angående mødested og andet følger i dagene op til kampen. Har du spørgsmål vedrørende turen til Fredrikstad, bedes de rettes til SLO, Yakub Kan, på yka@fcm.dk.
Deadline for bestilling
Ønsker du billetter til kampen, skal de bestilles senest onsdag den 6. august kl. 12.00.