Martin Erlić skiftede som 16-årig til italiensk fodbold og er uddannet i en fodboldkultur, der stiller høje krav til forsvarsspillere. Nu bliver hans erfaring og karakter en del af næste kapitel i FC Midtjylland.
– Martin er præcis den type, vi har ledt efter; en forsvarsspiller med international erfaring, taktisk disciplin og en naturlig autoritet. Allerede i vores første samtaler mærkede vi, at han både stiller krav og tager ansvar – og det er præcis den kombination, vi har ledt efter, siger sportschef Kristian Bach Bak.
En leder med international erfaring
Erlić var med, da Kroatien vandt VM-bronze i 2022, og han var med ved EM i Tyskland sidste sommer. I alt står han noteret for ti A-landskampe og har i klubregi været fast inventar i Serie A for Bologna, Sassuolo og Spezia, hvor det er blevet til 125 kampe.
– Martin er karakterfast og formet i miljøer, hvor disciplin og grundig forberedelse er en selvfølge. Han udstråler naturlig autoritet – både i omklædningsrummet og på banen – hvor han går forrest med et stærkt vinderinstinkt og en mentalitet præget af kompromisløshed i kamp og ydmyghed udenfor.
– Han er en samlende figur, der vil være med til at bygge videre på det miljø, vi har skabt. Det matcher vores værdier og den måde, vi ønsker at arbejde på i FC Midtjylland, lyder det fra Kristian Bach Bak.
Et stærkt fundament – og noget at lægge på
Den 193 centimeter høje Erlić beskrives som en forudseende og fysisk stærk forsvarsspiller, der kombinerer det taktiske med aggressivitet og duelstyrke.
– Martin er forudseende, kompromisløs og har en klar identitet i sit forsvarsspil. Han stiller krav og sætter en høj standard omkring sig – og vi ser stadig udviklingsmuligheder, særligt i det offensive hovedspil, hvor hans fysik og timing kan blive et endnu større våben. Det tror vi på, at vi kan forløse hos os, fortæller sportschefen.
Vil vinde og gøre en forskel
Martin Erlić valgte FC Midtjylland efter et forløb, hvor klubbens klare projekt og personlige tilgang gjorde indtryk.
– Jeg kunne mærke fra første samtale, at Midtjylland virkelig ville have mig. Klubben rejste ned for at møde mig og fortælle om projektet – det gjorde indtryk, fortæller den kroatiske landsholdsspiller.
Ambitionen var tydelig i samtalerne – og den deler han.
– Jeg kommer med ambitioner. Jeg vil vinde, spille med om titler og være med til at føre klubben endnu længere i Europa. Det er tydeligt, at Midtjylland har store drømme – og dem deler jeg.
Den italienske skole
Efter 11 år i italiensk fodbold er Erlić rundet af en skole, hvor organisation og disciplin er en naturlig del af hverdagen.
– Italien har formet mig som forsvarsspiller. Jeg har været en del af stærke miljøer, hvor struktur og beslutsomhed er helt centrale principper. Det er værdier, jeg tager med mig på banen hver dag.
Samtidig lægger han vægt på ansvar – både i forhold til egne præstationer og i rollen som medspiller.
– Jeg arbejder på at lære engelsk hurtigt, så jeg kan kommunikere bedre og hjælpe – især de unge spillere. Jeg tror på, at man opnår mest som hold. Det handler ikke om enkeltpersoner, men om hvad vi skaber sammen, lyder det fra Martin Erlić.
Den tilgang går hånd i hånd med hans personlige drivkraft.
– Landsholdet betyder meget for mig, og det motiverer mig hver dag. Jeg vil fortsætte med at udvikle mig og gøre mig fortjent til at være en del af det.
Træner med tirsdag
Martin Erlić har underskrevet en aftale til sommeren 2030 og tiltræder med øjeblikkelig virkning. Han får trøje nummer 6 og træner tirsdag med sine nye holdkammerater for første gang.
Velkommen til Midtjylland, Martin!
