Herreholdet

Gustav Bjerge udlejes til Hobro IK

FC Midtjyllands 19-årige centrale forsvarsspiller Gustav Bjerge tilbringer resten af sæsonen i Hobro IK for at jagte fast spilletid og fortsætte sin udvikling.

12/08/25
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Gustav Bjerge, der i sommer forlængede sin kontrakt med FC Midtjylland frem til 2029 og blev kåret til Årets Udviklingsspiller på akademiet, skifter til Hobro IK i Betinia Liga på en lejeaftale gældende for indeværende sæson.

Årets udviklingsspiller forlænger med FCM

– Gustav er et stort talent med stærke duelkompetencer, spilforståelse og et markant lederpotentiale. Han har brug for mange minutter på banen for at tage næste skridt, og det får han muligheden for på et godt niveau i Hobro. Hans personlighed og tilgang til spillet afspejler i høj grad de værdier, vi står for i FC Midtjylland, siger sportschef Kristian Bach Bak.

U-landsholdsspilleren kom til FCM som 15-årig efter fortid i Mejdal-Halgård Fodbold og Mejrup GU. Han har siden spillet sig op gennem akademiet og bar i den forgangne sæson anførerbindet på U19-holdet, der vandt det danske mesterskab for tredje år i træk. Samtidig spillede han samtlige minutter i UEFA Youth League og markerede sig som en solid lederskikkelse i midterforsvaret.

FC Midtjylland ønsker Gustav alt det bedste i Hobro IK.