Herreholdet

Paulinho om torsdagens scoring i en hektisk og glædelig tid

Torsdagens ene målscorer, Paulinho, sætter ord på opgøret og det at blive far midt i en hektisk kampkalender med flere udenlandsture.

15/08/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Aftenens opgør mod norske Fredrikstad endte med en 2-0-sejr til FC Midtjylland og sender midtjyderne videre til Europa League-playoff.

Kampens ene målscorer, Paulinho, som blev far for to uger siden, sætter ord på den nye tilværelse midt i et travlt kampprogram. Brasilianeren skulle faktisk have startet inde i det første opgør mod Hibernian, men blev taget ud på grund af den snarlige familieforøgelse.

– Det var på kampdagen, at jeg fandt ud af, at det var ved at være tid (at kæresten gik i fødsel, red.). Det er selvfølgelig en ny hverdag, som vi stadig er ved at vænne os til, men det er helt fantastisk. Det er ikke altid, at jeg får sovet ordentligt – det er nok en del af det, lyder det fra en smilende Paulinho.

Efter en skade og en længere periode uden mål var det en forløsning for den 30-årige forsvarsspiller endelig at få hul på bylden igen.

– Det har været længe undervejs – også efter min skade, men det føltes så godt at kunne score mål igen og hjælpe holdet. Det er vigtigt for os både i Europa League og i Superligaen, så det betyder meget for mig at kunne hjælpe holdet.

– Vi havde en god start på kampen og kæmpede hele vejen. Vi lykkedes med at score to mål, og der var ikke nogen, som mistede fokus et eneste sekund, tilføjer han.

FCM har nu spillet 13 kampe uden nederlag fordelt over alle turneringer – og særligt clean sheetet vækker smil på læben hos holdets nr. 29.

– Det er godt, at vi får scoret to mål selv og selvfølgelig også godt, at vi ikke lukker nogle ind. Jeg tror, det er vigtigt at huske, at de kampe, hvor vi ikke vinder, så taber vi heller ikke. Vi har spillet en masse kampe på kort tid, og vi skal hele tiden forbedre os. Det er stadig kun starten på sæsonen, og vi ved, hvilke mål vi har, slutter Paulinho af.

Med aftenens 2-0-sejr er midtjyderne videre til Europa League-playoff. Den første af de to kampe mod finske KuPS spilles på MCH Arena torsdag den 21. august, mens returopgøret spilles på VÄRE Areena den 28. august.