En vigtig udesejr i Vejle med flere nævneværdige ting før, under og efter slutfløjt. Her er fem ting, vi bemærkede i dagens 2-0'er.
17/08/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz
Darío Osorio og Franculino kom på måltavlen, men undervejs var sejren ikke så sikker, som resultattavlen måske indikerer – i hvert fald ikke, hvis man udelukkende ser på de første 45 minutter.
Men efter pausen skruede Thomas Thomasbergs tropper op for kvaliteten, og det medvirkede til tre vigtige point på en svær udebane. Her er fem ting, vi bemærkede fra og omkring sejren.
Cho tilbage efter 448 dage
Og lad os da starte med dagens allerbedste nyhed.
Cho Gue-sung gjorde søndag comeback efter 448 dage på sidelinjen. En hård, sej og sur vej tilbage kulminerede i dag med et sent indhop. Og den sydkoreanske angriber indtog tilmed en nøglerolle, da han havde tredjesidste fod på den endelige 2-0-scoring.
– Det er over et år siden, og nu er jeg endelig tilbage på banen. Det betyder helt vildt meget. I dag var hård, men jeg føler, jeg er tilbage. Jeg har fokuseret på genoptræningen, det var en hård tid for mig, men jeg er her nu, og alt er fint, sagde dagens hovedperson efter slutfløjt.
Nat og dag på de to halvlege
Tager man kun udgangspunkt i 1. halvleg, lignede det ikke tre FCM-point. En skudstatistik på 13-2 i hjemmeholdets favør talte sit tydelige sprog.
– Jeg tror, allesammen kunne se, at 1. halvleg ikke foregik på den måde, vi ønskede – både med og uden bold. Vi var på bagkant af tingene, lød det fra Thomas Thomasberg efter slutfløjt.
Omvendt sender cheftræneren roser afsted for de sidste 45 minutter, der var langt bedre og med pil op.
– Vi fik en snak om det i pausen, og selvom det var de to samme hold, der gik på banen, så blev der byttet om på de roller i 2. halvleg. Der så vi det, vi forventer hver eneste gang. Vi har en kvalitet både med og uden bold, der gør, at vi skal dominere, og jeg er glad for at se de svar, jeg fik.
Darío Osorio var tilbage i en kampafgørende rolle. Med en flot assist til Franculinos 1-0-mål og en koldblodig 2-0-scoring var den chilenske landsholdsspiller en af banens bedste.
FCM-kantspilleren står nu noteret for to scoringer og to assists i sæsonens første ni kampe. Dagens præstation lover godt for kampene, der kommer.
14 kampe som ubesejrede
Jovist, holdet har ikke spillet til UG i alle kampe denne sæson, men i et tæt kampprogram med ni kampe de seneste 28 dage har holdet formået at gå ubesejret igennem første del af 2025/26.
Kigger man i et endnu bredere perspektiv, er midtjyderne faktisk ubesejret i de seneste 14 betydende kampe.
Seneste nederlag finder man helt tilbage i april, hvor FC Nordsjælland slog FCM med 3-2 på kunstgræsset i Farum.
Thomas Thomasberg var ikke tilfreds med sit mandskabs første 45 minutter i Vejle. Til gengæld blåstempler han 2. halvleg. Artiklen fortsætter under billedet.
Mads Bechs indflydelse
Kaptajnen har haft nogle gode uger med en opadgående formkurve. Forleden kom han på måltavlen mod Fredrikstad med den nye midtstopper, Martin Erlic, ved sin side – og igen i dag indtog han en lederrolle i holdets andet clean sheet på stribe, denne gang med Lee Han-beom som forsvarsmakker.
Et nøglemoment i 1. halvleg var, da den 26-årige forsvarsspiller samlede sit hold i en rundkreds under et spilstop til en alvorssnak som følge af, at tingene ikke flød.
Det er denne slags årvågenhed og finger på pulsen, der er behov for i en periode med så mange kampe på så kort tid.