Fra de første år som koordinator i FS MidtVest til direktør for akademiet, sportsdirektør, administrerende direktør og i dag arbejdende bestyrelsesformand har Claus Steinlein været en konstant drivkraft i klubbens rejse.
Med et stort hjerte, ukuelig energi og en tro på det umulige har han været med til at forme FC Midtjylland til den klub, vi kender i dag.
Ved receptionen i Premium Lounge på MCH Arena blev Steinlein hyldet af både venner, kollegaer og samarbejdspartnere. Ordene gik igen: Energi, visioner og menneskelighed.
– Det er næsten umuligt at sige FC Midtjylland uden at sige Claus Steinlein. Du er ikke bare en del af klubbens historie – du er en del af dens hjerte. Du tænker stort – ikke bare i ambitioner og resultater, men i drømme, og du har aldrig været bange for at sigte mod stjernerne, lød det blandt andet fra DBU’s fodbolddirektør Peter Møller, som Claus Steinlein har en fælles fortid med på grønsværen i AaB.
Tidligere FCM-bestyrelsesformand Rasmus Ankersen fortalte om Steinleins evne til at få alle til at tro på det umulige.
– Du har en unik evne til at mobilisere energi og tro på, at man kan gøre det umulige. Det er en stor del af grunden til, at Midtjylland er, hvor klubben er i dag.
Jubilæet blev markeret med både store ord, smil og musikalske indslag, men først og fremmest med den varme og det fællesskab, som Claus Steinlein selv har stået i spidsen for at skabe gennem 25 år.
Bornholmeren, der kom til det midtjyske som aktiv fodboldspiller, og i dag har slået sine rødder solidt fast i regionen, lagde ikke skjul på, at han drømmer om at tage 25 år mere.
– Hvis ‘Ove P’ kan fortsætte, når han fylder 70, så kan jeg også, lød det med heftig latter fra dagens hovedperson.
Stort tillykke med jubilæet, Claus, og tak for alt det, du har gjort for FC Midtjylland.