Klubben

FC Midtjylland lancerer nyt internationalt talentprojekt

FC Midtjylland udvider talentindsatsen med et nyt strategisk projekt, FCM Next Generation. Projektet samler nogle af klubbens største internationale talenter i årgangene 2006 og 2007 i et professionelt fuldtidssetup, der supplerer akademiet på Dream99 og har fokus på at accelerere den individuelle udvikling.

22/09/25
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

Det nye hold vil i løbet af det kommende år rejse ud i verden og deltage i internationale turneringer samt træningsforløb i forskellige fodboldkulturer. Allerede nu er aktiviteter planlagt i Brasilien og Spanien.

– Vi ønsker at skabe et udviklingsmiljø, hvor vi kan accelerere vores største talenter ved at matche dem mod modstandere fra hele verden og samtidig give dem erfaring i forskellige fodboldkulturer. Det giver kompetencer, der styrker deres udvikling markant i overgangen til seniorfodbold, fortæller Svend Graversen, Director of International Affairs & Academies.

Next Gen har allerede spillet testkampe mod Hvidovre IF, IFK Göteborg, B93 og Vejle Boldklub – med to sejre, en uafgjort og et nederlag til følge.

Et nyt lag i talentarbejdet

FCM Next Generation er en ny måde at arbejde med de såkaldte transitionsspillere – talenterne, der står på tærsklen til seniorfodbolden.

Projektet kombinerer FC Midtjyllands kendte spillestil med et udviklingsfokus, hvor både fodboldfaglige, fysiske og personlige kompetencer styrkes.

– Det handler ikke kun om at blive dygtigere på banen. Vi stiller krav til, at spillerne udvikler sig – de skal lære at tage ansvar, forstå forskellige kulturer, kommunikere stærkt og kunne begå sig i en international kontekst. På den måde ruster vi dem bedst muligt til at tage skridtet ind i topfodbolden, forklarer Svend Graversen.

Ambitionerne er klare

Med FCM Next Generation sigter klubben efter at skabe spillere, der kan gøre sig gældende direkte på klubbens førstehold.

– Vores mål er at løfte flere af de største talenter op på et niveau, hvor de kan konkurrere om en plads på førsteholdet. Det kræver, at vi tænker nyt og tager ansvar for at give spillerne den optimale platform. Det er præcis det, FCM Next Generation handler om, lyder det fra Svend Graversen.