Herreholdet

Lössl med unikt kendskab til Billing: Kommer til at inspirere og lede

Jonas Lössl har delt omklædningsrum og banehalvdel med Philip Billing gennem flere sæsoner. FCM's Club Captain spår store ting for den nytilkomne midtbanespiller de kommende år.

26/08/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Philip Billing er FCM-spiller – og det betyder også en genforening med Jonas Lössl. 43 kampe har de to tidligere Huddersfield-profiler spillet side om side på grønsværen i det engelske.

– Jeg oplevede ham to år i Premier League med Huddersfield, inden han røg til Bournemouth. Og så nåede jeg jo faktisk at ‘fange’ ham igen i sommeren 22, da jeg var på træningslejr med netop Bournemouth, husker Jonas Lössl og fortsætter:

– Det er lidt sjovt at have set ham som 21-årig, 26-årig og nu som 29-årig. Man må sige, at det har været en massiv udvikling på mange fronter – fra den unge knægt, jeg lærte at kende dengang, til nu.

Jonas Lössl lovpriser Philip Billings karriereudvikling, men han mindes også, at han og en anden dansk holdkammerat, Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, skulle slibe nogle kanter af den fremadstormende midtbanespiller.

– Det er da hvert fald mere end én gang, at vi har haft fat i ørerne på ham og sagt, at nu skulle han ind og tage fat i styrkerummet også. Hans talent og fodboldkunnen har altid været indiskutabelt, men han havde nogle ting at lære i forhold til at være professionel.

– Det er sjovt at snakke med ham om nu. Han er gået fra at være en ung spiller til en topprofil i Bournemouth, hvor han allerede som 26-årig var en af lederskikkelserne sammen med blandt andet Solanke (i dag Tottenham, red.) – der var han virkelig en af de store.

– Det er et seriøst niveau derovre

Jonas Lössl nåede selv 71 kampe i den bedste engelske fodboldrække, Premier League. At Philip Billing kommer til det midtjyske med 152 kampe i selvsamme række i bagagen, fylder FCM’s Club Captain med respekt.

– Bournemouth har solgt spillere til Real Madrid, PSG og Liverpool den her sommer. Man skal huske på, det er et tårnhøjt niveau derovre. Premier League er en størrelse, der er svær at begribe. Bournemouth arbejder måske med et af de laveste budgetter, men køber alligevel spillere for flere 100 millioner. Det er et seriøst niveau derovre, og så mange Premier League-kampe kommer ikke af sig selv.

– En ting er at komme til toppen, men det er en egenskab at blive der – og det har Billing formået over en periode på ti år nu.

FCM-målmanden har selv taget turen fra det store udland tilbage til dansk fodbold – og han roser Billing for at tage samme vej nu i sin bedste fodboldalder.

– Han er blevet en moden, afklaret mand. Jeg ser, at der i dag også er nogle andre ting end bare fodbold, der betyder noget. Jeg kan mærke på Philip, at det er nogle større ting end bare at være den bedste og nå den næste hylde. Han vil betyde noget for de spillere, han spiller med. Det kan jeg tydeligt mærke på ham – og det er fedt.

– Jeg kan stadig kende Philip – han er stadig den samme sjove, rolige person, men jeg kan også mærke, at der er sket noget.

En rolle i transferen

Én ting er, at Jonas Lössl og Philip Billing har delt omklædningsrum tidligere – men førstnævnte har faktisk også spillet en aktiv rolle i rekrutteringen af sidstnævnte denne sommer.

Faktisk rejste den tidligere landsholdskeeper med til England i sidste uge for at møde den nye FCM’er og fortælle om klubben og projektet.

– Han sagde noget den dag, som virkelig slog mig: At han som dreng har drømt om at spille i Superligaen. Og det, synes jeg, er pissefedt, når han har været der, hvor han har været.

– Selvfølgelig kan det ikke måle sig med de adresser, han har spillet på, men han kan se værdien i det her, at komme hjem og være så betydende. Jeg tror på, at han kan være den brik, der samler det hele, siger Jonas Lössl.

Fra dreng til leder

Hvis du skulle beskrive Billing til resten af truppen, hvad ville du så sige?

– “Det der er mig, som er god nok til at sige til jer, hvad I skal gøre.” Det kan godt lyde lidt hult, når der står sådan en gammel idiot nede bagved, som har set sine bedste dage, og råber og beder dem om at gøre en masse ting.

– Men her kommer de til at kigge på en spiller, som de er nødt til at lytte til på grund af hans kvalitet, siger Jonas Lössl.

Og lederrollen er den nye FCM’er klar til at tage på sig, mener Jonas Lössl:

– Det var ikke en leder, jeg kiggede på, da han var 21. Men det kan jeg love dig for, at jeg heller ikke var, da jeg var 21. Det er noget, man bliver ved en masse tæsk, oplevelser og erfaringer. Så ja, jeg ser en leder nu.

– Han kan vise, hvordan man opfører sig og skal spille, hvis man vil op på den næste hylde. Jeg tror, han kommer til at inspirere mange af vores knægte, som i den grad har potentialet til at nå derop også.

Første gang, Jonas Lössl og Philip Billing har mulighed for igen at være holdkammerater i en fodboldkamp, er den 31. august ude mod Brøndby.