378 tilskuere havde fundet vej til Autocentralen Park og A-Liga-opgøret mellem Kolding IF og FC Midtjylland, som blev fløjtet i gang kl. 19.00 af dommer Nanna Andersen. De to hold kendte hinanden godt fra to møder i forårssæsonen, der begge var tætte opgør. Tirsdag aften fulgte samme mønster med mange dueller og høj intensitet.
De første fem minutter bød på åbent spil, men herefter var det Kolding, som satte sig på spillet og pressede på mod midtjydernes mål. Midtjylland stod imod blandt andet takket være FCM-keeper Sofie Hoffmann, som vippede et farligt hjørnespark over mål.
I 13. minut fik FCM sin første store chance. Clara Jepsen brød Koldings opspil, stjal bolden og spillede den videre til Anna Givskov. Givskov fandt startdebutanten Line Aagesen i feltet, men Aagesens tværpasning blev blokeret og nåede ikke frem til en medspiller.
Chancen ændrede dog kampen, og Midtjylland kom i de efterfølgende 15 minutter mere på bolden og fik sat nogle gode angreb og omstillinger sammen. Det resulterede i en stor chance til Rikke Dybdahl efter 23 minutter, da hun kom først på returen fra et blokeret skud og afsluttede tæt forbi mål.
Kort tid efter stjal Ida Thomsen bolden i Koldings opspil, men måtte se sin afslutning reddet af Kolding-keeper Sofie Grøn.
Kolding bed også fra sig med flere farlige hjørnespark og enkelte omstillinger, der satte FCM under pres, men ingen af de to hold fik bolden i nettet i første halvleg.
Midtjyderne åbnede anden halvleg og tog straks offensivt initiativ. I de første 12 minutter lykkedes det at sætte Sanne Troelsgaard op til flere gode hovedstødschancer. Hun sendte også en drilsk afslutning mod mål, som Sofie Grøn i Kolding-målet sendte ud til hjørnespark. Kort tid efter kom Sofie Grøn igen i vejen for en cutback-aflevering fra Rikke Dybdahl.
Efter 56 minutters spil blev endnu et Kolding-hjørnespark farligt, da den tidligere FCM’er, Amalie Lund, headede bolden i mål for hjemmeholdet til 1-0.
FC Midtjylland forsøgte at svare hurtigt igen med et godt forsøg fra Anna Givskov og et skud fra Sanne Troelsgaard på overliggeren inden for de første fem minutter efter scoringen.
Kort tid efter kom Andrea Jeppesen ind til sin officielle debut for FCM efter et stærkt indhop mod Everton sammen med Mathilde Kaihøj og Mille Kjærgaard i en større offensiv rokade.
Rokaden øgede presset mod Koldings mål. I det 73. minut skabte et hjørnespark tre store muligheder for midtjysk udligning, men bolden ville ikke ind bag Sofie Grøn i Kolding-målet. Efter kampen fik den tidligere FCM-keeper og nuværende keepertræner i Kolding IF, Martin Raska, også stor ros fra hjemmepublikummet for keeperpræstationen.
Midtjylland kastede alt frem i slutfasen og pressede på med en række indlæg i feltet. Her kom først Mathilde Kaihøj og senere Sanne Troelsgaard frem til gode forsøg, som gik tæt forbi mål.
Kolding stjal kynisk bolden i midtjydernes sidste opspil i det sjette tillægsminut. Den efterfølgende to-mod-en-situation omsatte Cecilie Christensen til 2-0 for hjemmeholdet.
Næste kamp for A-Liga-holdet er i Kvindepokalen mod Fortuna Hjørring. Opgøret spilles onsdag den 3. september kl. 17.30 på Vildbjerg Stadion.
Kort efter mødes de to hold igen i A-Liga lørdag den 6. september kl. 15.00 på MCH Arena. Billetter til A-Liga-kampen kan købes via linket nedenfor.
Kolding IF 2-0 FC Midtjylland (0-0)
56′ 1-0 Amalie Lund
95′ 2-0 Cecilie Christensen
FCM XI: Sofie Hoffmann, Ida Olsen, Therese Vestermark, Clara Jepsen, Julie Breiner, Sofia Rejkjær, Ida Thomsen, Line Aagesen, Rikke Dybdahl, Sanne Troelsgaard, Anna Givskov.