FC Midtjyllands kommercielle afdeling fortsætter med at udvikle sig. I sommer opnåede man visionsmålet om 10.000 tilskuere i snit over én sæson, ligesom målsætningen om 100 millioner kroner i kommerciel omsætning over ét år også er blevet realiseret.
Nu sigtes der mod nye mål i udarbejdelsen af en ny kommerciel visionsplan, og for fremover at stå stærkest muligt – i ambitionen om FC Midtjyllands fortsatte udvikling uden for banen – sker en række ændringer og tilføjelser i den kommercielle afdeling.
Anne Kjeldsen skifter jobbet som Brand Director i Arla ud med FCM Samfund, hvor hun bliver chef for aktiviteterne i hele regionen. Herudover bliver hun – med direkte reference til bestyrelsen – overordnet ansvarlig for FCM Klubsamarbejdet, FCM Kvindefodbold og stadion.
Jacob Cadovius har en lang erfaring med drift og ejerskab af en række detailbutikker. Herudover har han med stor succes etableret og solgt sit eget tøjbrand. Han skal nu stå i spidsen for FC Midtjyllands spændende satsning på merchandise, nye tøjkollektioner m.m. Jacob kommer til at referere til den nyudnævnte Brand Direktør.
Preben Rokkjær går fra en stilling som marketing- og supportdirektør til Brand Direktør. Opgaven bliver at styrke FC Midtjyllands identitet og udtryk – regionalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Herudover skal der tages nye skridt i forhold til oplevelserne på MCH Arena efter etableringen af fanzonen og de nye loungefaciliteter. Preben udgør fortsat – sammen med fodbolddirektøren og den kommercielle direktør – direktionen i FC Midtjylland.
Efter mere end ti år i klubben har kommerciel direktør Jacob Jørgensen valgt at søge nye udfordringer og stopper derfor i sin stilling i løbet af de kommende måneder. Jacob har gjort en stor forskel for FC Midtjylland og har været med i en vigtig transformation af den kommercielle afdeling. En rekrutteringsproces sættes i gang i nær fremtid.