Kvindeholdet

Pokalsejr over Fortuna Hjørring

FC Midtjyllands A-Liga-hold spillede sig onsdag videre til 3. runde i Kvindepokalen med en stærk 2-0-sejr over de forsvarende pokalmestre fra Fortuna Hjørring.

04/09/25
Steffen Klitgaard
Foto: Susan de Klerk

Regnen silede ned på Vildbjerg Stadion, da dommer Anders Wittrup fløjtede op til opgøret i Kvindepokalen mellem FC Midtjylland og Fortuna Hjørring.

Kampen bølgede frem og tilbage i indledningen – præget af dueller og en kamp om at få sat sig på spillet. Det endte med at være FC Midtjylland, der fik greb om spillet, kom frem til chancer og tog mere og mere kontrol, som halvlegen skred frem.

Midtjylland havde allerede i kampens første kvarter to store muligheder for at bringe sig foran. Først kom Rikke Dybdahl alene igennem med Fortuna Hjørring-keeper Freja Thisgaard, som reddede Dybdahls forsøg. Freja Thisgaard kom også i vejen, da hjemmeholdet fik en dobbeltchance til Dybdahl og Line Aagesen efter et indlæg fra venstresiden.

Gæsterne fra Hjørring kom efter 20 minutters spil frem til en stor chance, hvor FCM-keeper Katrine Thisgaard afværgede et hårdt, fladt spark mod det lange hjørne med en flot fodparade.

Herefter dominerede Midtjylland igen spillet og kom frem til gode muligheder for at komme på tavlen.

Kort før pausen kom jubelbrølet endelig fra hjemmeholdet. Clara Jepsens høje indlæg strøg forbi alle i feltet og gik i mål ved den fjerneste stolpe til 1-0. Det blev også pausestillingen efter en stærk midtjysk første halvleg.

Anden halvleg begyndte som den første – med en tæt duel om midtbanen. Efter 49 minutters spil havde Midtjylland et godt angreb, der endte med et hovedstød tæt forbi mål fra Line Aagesen.

Efter 59 minutter stjal Mille Kjærgaard en løs bold i Fortunas bagkæde og satte fart på i et flot drev mod mål. Inde i feltet viste hun godt overblik og lagde bolden på tværs til en helt fri Rikke Dybdahl, som hamrede den i mål. 2-0 til FC Midtjylland.

Otte minutter senere var Dybdahl ved at returnere tjenesten, da hun sendte Kjærgaard halvfri i feltet, men Freja Thisgaard i Hjørring-målet kom i vejen for Kjærgaards skud.

Midtjyderne pressede endnu mere på og kom frem til et par gode chancer i det 72. og 74. minut, men uden det blev til scoring.

Fortuna forsøgte at lægge pres på i kampens sidste ti minutter, men Midtjylland stod solidt defensivt og holdt gæsterne fra chancer.

I stedet var det FCM, der var tættest på endnu en scoring i kampens sidste minutter. Først sendte Anna Givskov et giftigt frispark ind til Sanne Troelsgaard, som måtte se sit forsøg blive vippet over overliggeren. På det efterfølgende hjørnespark var kombinationen Givskov-Troelsgaard igen farlig, men Troelsgaards akrobatiske afslutning gik over mål.

Efter 93 minutters god pokalfodbold kunne FC Midtjylland juble over en fortjent 2-0-sejr og avancement til 3. runde i Kvindepokalen.

Der er lagt op til endnu en duel mellem de to hold, når FC Midtjyllands A-Liga-hold på lørdag tager imod Fortuna Hjørring på MCH Arena. Denne gang er det tre point i A-Liga, der er på spil, når kampen fløjtes i gang kl. 15.00.

Køb billet til kampen

FC Midtjylland 2-0 Fortuna Hjørring (1-0)

43′ 1-0 Clara Jepsen
60′ 2-0 Rikke Dybdahl

FCM XI: Katrine Thisgaard, Andrea Jeppesen, Sanne Troelsgaard, Freya Rossen, Clara Jepsen, Sofia Rejkjær, Phiona Nabbumba, Line Aagesen, Mille Kjærgaard, Rikke Dybdahl, Mathilde Kaihøj.