Europa League
onsdag 24/9 kl. 18:45
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
O. Christensen (7")
O. Diao (88")
2:0
STU SK Sturm Graz

Tomålssejr på MCH Arena: Flot start på Europa League

FC Midtjylland var i kontrol i store dele af opgøret mod de østrigske mestre fra Sturm Graz og sejrede til slut med 2-0. Dermed er Europa League-ligafasen skudt i gang med manér.

Den første kamp i Europa League ventede onsdag aften på et tætpakket MCH Arena.

Modstanderen hed Sturm Graz – den østrigske mesterklub, som senest gæstede det midtjyske for tre år siden. 2-0 endte det dengang til FCM, som spillede sig videre til turneringens knockoutfase på baggrund af det resultat.

Her til aften var der dog kun tre point på spil i ambitionen om at lægge godt fra land i dette års ligafase.

Opgøret var kun syv minutter gammelt, før FCM bragte sig foran. Et hjørnespark fra Franculino strøg mellem venner og fjender, endte til slut på handsken af Sturm Graz’ danske keeper, Oliver Christensen, og derefter i kassen. I første instans fløjtede dagens dommer frispark til gæsterne, men VAR omstødte kendelsen.

1-0 – og en fantastisk start.

Østrigerne var ikke uden evner, og knap en halv time inde brændte det for alvor på i Elias Olafssons ende. Et kontrastød sendte Filip Rozga fri mod mål, men den islandske keeper pillede polakkens forsøg.

Den første scoring blev takseret som et selvmål, men kort inde i 2. halvleg ville Franculino uden tvivl være kommet på tavlen, såfremt bolden røg i netmaskerne. FCM-topscoreren placerede kuglen mod det lange hjørne, men en god parade fra Oliver Christensen fraveg dystens andet mål.

Værterne virkede til at være i kontrol mod de dygtige østriger, men den smalle føring skabte alligevel noget usikkerhed om kampens resultat. Mike Tullbergs tropper gjorde sit for at gøre det til 2-0, men Oliver Christensen pillede på ny et godt FCM-forsøg – denne gang fra Philip Billing.

Den forløsende scoring indtraf få minutter før tid. Indskiftede Aral Simsir smækkede et frispark ind i hovedet på Ousmane Diao, der gjorde det til 2-0. Oliver Christensen vil ikke være tilfreds, når han ser scoringen i replay i aften, men det skulle ikke tage noget af æren fra en velspillende Diao.

Mere skete der ikke, og Europa League-kampagnen kunne ikke være sparket meget bedre fra land.

Kampene kommer med korte intervaller i øjeblikket. Mandag venter Randers i 3F Superliga på MCH Arena, inden turen går til det engelske mod Premier League-klubben Nottingham Forest på torsdag i Europa League.

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

FC Midtjylland FCM
2:0
SK Sturm Graz STU

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

FC Midtjylland FCM
2:0
SK Sturm Graz STU