Mike Tullbergs tropper leverede en sikker sejr i det nordjyske. En af kampens hovedpersoner var Valdemar Byskov, som smækkede bolden i nettet på et frispark fra mere end 25 meters afstand.
– Det er meget forløsende, når det, man træner så meget, lykkes. Nu havde jeg nogle chancer inden da – også en på frispark, hvor det ikke lykkes, men det er bare så rart, at det, man træner så meget, også fungerer på banen i de afgørende situationer, siger Byskov efter kampen.
Ifølge Valdemar Byskov var det også den samlede indsats, som holdet leverede i aftenens opgør, der lykkedes.
– Indsatsen i dag var en af de bedre i lang tid, synes jeg. Vi spillede også godt mod Brøndby, men jeg synes virkelig, at vi presser på i dag og skubber dem tilbage. De får ikke rigtigt et ben til jorden, og følelsen af at være oven på hele tiden er bare superdejligt.
– At kunne tage flere ting fra træningen med ind i kampen, og at det så lykkes, er skønt, tilføjer han.
Med aftenens sejr er midtjyderne videre til 4. runde i Oddset Pokalen, og det glæder Valdemar Byskov og resten af truppen sig over.
– Det er ikke bare en pokalturnering, og det er ikke bare ligegyldige kampe. Det er nogle virkelig fede opgør, og det kan ende med en titel og vejen til Europa, så det er bare med at gå ind til kampene med det samme mindset som alle andre kampe, slutter han af.