FC Midtjylland spillede sig onsdag videre i pokalen i Mike Tullbergs første sejr i spidsen for midtjyderne.
Men aftenens helt store historie blev Cho Gue-sung, der scorede for første gang siden sit comeback fra sin skade. Senest, den sydkoreanske landsholdsangribers navn figurerede på måltavlen, var i maj 2024.
– Det er fantastisk. Det er svært at beskrive følelserne og den måde, jeg har det på. Der var så mange følelser i den scoring. Jeg så fansene, der råbte mit navn, og det var stort at kunne fejre det med dem, indleder Cho og fortsætter:
– Jeg har ventet på det her øjeblik i over et år – og det er netop øjeblikke som dette, der gør alt det hårde arbejde værd. Jeg føler, jeg har levet i styrkelokalet og næsten brugt alt min tid der, men jeg ved, at jeg stadig skal gøre mere. Jeg er ikke på hundrede procent endnu, måske på 90 procent, og jeg spiller endnu ikke helt, som jeg ønsker, men jeg nærmer mig.
Video: Cho Gue-sung – My Way Back
Tullberg hylder Cho
Den nye cheftræner, Mike Tullberg, har fra dag ét set, hvilken indsats Cho Gue-sung lægger for dagen for at vende tilbage på sit topniveau, og derfor brugte han også noget af tiden efter slutfløjt på at hylde den 27-årige angriber.
– Det er det, fodbold kan. De her specielle historier, og det sagde jeg også i omklædningsrummet til drengene. Cho har kæmpet i halvandet år, og når jeg møder ind om morgenen, er han der – når jeg går hjem, er han der. Han er topprofessionel.
– Han ville gerne have spillet fra start i dag, men jeg sagde til ham, at han nok skulle komme ind – og han gjorde det godt.
– For mig at se, er det ikke noget hvis (i forhold til om han kommer tilbage på sit topniveau, red.) – han kommer op i fulde omdrejninger igen. Vi skal bare passe på ham. Vi er tålmodige, fordi han har været ude i rigtig lang tid, lyder det fra Mike Tullberg.