Herreholdet

FC Midtjylland sikrer udvidet udebaneafsnit i Parken

Søndag den 5. oktober gæster FC Midtjylland nationalarenaen. Klubben har sikret sig et udvidet udebaneafsnit til den vigtige topkamp.

22/09/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Flere store og mesterskabsafgørende topkampe mellem F.C. København og FC Midtjylland har fundet sted i Parken gennem årene.

Søndag den 5. oktober kl. 18.00 venter en ny kamp i nationalarenaen, når sidste års nr. 1 og 2 krydser klinger i 11. spillerunde af 3F Superliga. Og for første gang nogensinde bliver dette med et udvidet FCM-udebaneafsnit med plads til 1.950 tilskuere.

– Vi har valgt at udnytte denne mulighed, fordi vi i de sidste mange opgør i Parken har haft udsolgt. Vi oplever større interesse end de 1.050 pladser, vi hidtil har haft til rådighed derovre, og vi føler os nu klar til at præstere noget, der er højere end de tal, siger Yakub Kan, fankoordinator i FC Midtjylland, og fortsætter:

– Det er et bevis på den enorme udvikling, vi har været igennem på fanscenen. Jeg er enormt stolt af den passion, loyalitet og opbakning, som vores fans leverer – både hjemme og ude. Fansenes dedikation er fundamentet for klubbens succes, og den bliver værdsat dybt. Nu er vi klar til at skrive et nyt kapitel i Parken.

Billetsalget er åbnet

Du kan allerede nu sikre dig plads på udebanetribunen i Parken den 5. oktober kl. 18.00. Hvis du ønsker at være med til en potentielt historisk udekamp på tilskuersiden, og som på grønsværen tilmed kan være med til at afgøre, hvor guldet ender til maj, kan du tilgå billetsiden nedenfor.

Billetinfo: FCK v FCM