Herreholdet

Tidligere Ikast-spiller scorede to mål mod Sturm Graz: Ove Hansen sætter ord på østrigsk fodbold

FC Midtjylland tager onsdag aften hul på den første kamp i ligafasen af Europa League, når østrigske Sturm Graz gæster MCH Arena. Tidligere Ikast FS-spiller, Ove Hansen, fortæller om østrigsk fodbold og en specifik kamp mod netop Sturm Graz i juni 1988, hvor han kom på måltavlen to gange.

24/09/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Europa League venter, og FC Midtjyllands første modstander i ligafasen er østrigske Sturm Graz. En klub, som den tidligere Superliga-spiller, Ove Hansen, tidligere har stået overfor.

Ove Hansen, som i dag er ansat som lærer på Guldminen, spillede i sin aktive karriere i både Ikast FS, Herning Fremad og i østrigsk fodbold for SV Ried.

– Jeg har spillet mod Sturm Graz ad flere omgange. Da jeg spillede i Ikast FS var det i noget, som man kaldte en UI-kamp (Intertoto Cup, red.) – en mini-Europa-turnering med kampe, som lå i sommerferien.

Mandskaberne mødte hinanden ad to omgange; første kamp i Østrig endte 1-1, men på hjemmebane sejrede Ove Hansen og co. med 4-1 på blandt andet to mål af den nuværende Guldminen-lærer.

– Dengang jeg spillede, elskede jeg bare at lave mål. Jeg husker særligt kampene mod Sturm Graz, fordi det virkelig var nogle fede kampe. Sturm var et hold, som virkelig spillede med, og at jeg så laver to mål, det var fantastisk – det er det altid som angriber. En fed fornemmelse.

– Sturm er jo et af de to bedste hold i Østrig, og det har de været gennem mange år, så når vi mødte dem (da Ove Hansen spillede i SV Ried, red.), var det altid store kampe, fortæller han med et smil på læben.

– Jeg husker Ikast Stadion som næsten udsolgt. Det var en god følelse og fedt at gå ind til de næste internationale kampe med sådan en bagage, siger han om kampen i 1988.

Et gensyn med østrigsk fodbold

Sturm Graz er i dag et hold, der fortsat spiller med i toppen af østrigsk fodbold, og Ove Hansen ser frem til opgøret på hjemmebanen i Herning og gensynet med den østrigske klub.

– Jeg havde selv nogle gode år i østrigsk fodbold, og kampene mod Sturm var fede. De har et virkelig vildt stadion – faktisk lidt ligesom vores arena, og der er altid gang i den.

– Østrigsk fodbold er generelt meget emotionelt. Der er gang i den, fede tilskuere, fedt setup og en fed kultur – det minder lidt om det, som vi også har fået herhjemme i Danmark.

Udviklingen i Midtjylland

Når Ove Hansen ser på den udvikling, FC Midtjylland har været igennem, siden det hed Ikast FS og Herning Fremad, så er der stor forskel.

– Der er sket så meget med fodbolden siden dengang. Der, hvor Superliga-spillerne træner i dag, var der dengang bare en lille grusbane og en skov. Vi trænede på en bane, som ikke blev holdt ret godt, men det var de Superliga-vilkår, vi havde på det tidspunkt.

– Nu har man fem-seks trænere, dengang havde vi én og en assistent, der flyttede kegler. Vi er gået fra at være betalte amatører til at blive topprofessionelle her i klubben.

Arbejdet på Guldminen

I dag er det ikke på banen, men på Guldminen, at Ove Hansen bruger sin tid. Her underviser han sportsglade børn og unge.

– Jeg stortrives i arbejdet med børnene. Jeg tænker aldrig over, at det er mit arbejde. Jeg elsker at se udviklingen hos børnene – både som fodboldspillere og som mennesker. Det er dér, jeg finder glæden nu, lyder det fra Ove Hansen, der selv er en del af en sportsfamilie, hvor hans søn Simon Hansen netop har deltaget i VM i atletik i Japan i 100-meter sprintdisciplinen.

Et spændende opgør

For Ove Hansen er opgøret mod Sturm Graz onsdag aften noget særligt.

– Jeg tænker helt sikkert tilbage, nu hvor vi skal møde dem i Europa League. Jeg har selv oplevet, hvad det vil sige at stå overfor Sturm, og jeg ved, at det bliver en stor kamp, så jeg glæder mig til at se den.

Hvis du vil med på stadion og støtte op om holdet, så kan du finde din billet herunder. Kampen fløjtes i gang kl. 18.45 og kan også streames på Disney+.

Se program og køb billet