Herreholdet

Diao med ny EL-magi: Vi træner det hver eneste dag

For anden kamp i streg nettede Ousmane Diao i Europa League. Senegaleseren sætter ord på vigtigheden af tre point på City Ground og sin kærlighed til de europæiske opgør.

03/10/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I sidste sæson scorede han to gange i Europa League, og selvsamme total er han oppe på nu efter torsdagens 3-2-sejr på City Ground. Ousmane Diao bragte midtjyderne foran 1-0 midtvejs i 1. halvleg, da et frispark endte for fødderne af senegaleseren foran et tomt mål.

Den 21-årige forsvarsspiller vil dog ikke tage æren for den flotte personlige statistik i Europa.

– Det handler ikke om mig – det er hele holdet. Vi er dygtige på dødbolde, og vi arbejder på det hver eneste dag, og det er det, jeg høster frugterne af lige nu, indleder Diao, som derefter sætter ord på sejren:

– Det var fedt. Det var en intens kamp, og det var sjovt at spille overfor nogle så dygtige spillere, men vi havde lagt en god plan for, hvordan vi skulle håndtere dem – og heldigvis lykkedes det.

I det 66. minut foretog det midtjyske trænerteam en interessant udskiftning; ud gik Kevin Mbabu, og ind kom Lee Han-beom, hvilket betød, at Ousmane Diao blev rykket ud på højre wingback.

– Jeg har spillet positionen nogle gange i Mafra. Det var fint at komme derud. Jeg fik at vide, at det var på grund af min hurtighed, og det var sjovt at få lov til at løbe lidt om kap med dem derude, siger Ousmane Diao med et smil.

Heftig lydkulisse fra start til slut

Der var tryk på kedlerne torsdag aften på et udsolgt City Ground, der fejrede den første europæiske hjemmekamp i næsten 30 år. Fra start til slut sang fansene for fulde hammer, og det gjorde det svært at kommunikere på banen, fortæller Ousmane Diao:

– Man prøvede at tale sammen, men det var svært, fordi fansene råbte så meget. Men vi fik de tre point, og det er fantastisk.

Erlic med store roser til unge holdkammerater

FCM er nu på seks point efter de første to kampe, men erfaringer fra sidste sæsons ligafase siger, at midtjyderne er langt fra færdige med at høste point, hvis de vil videre til knockoutfasen.

– Vores start har været god, men det er ikke slut endnu. Vi skal vinde flere kampe, siger den formstærke FCM’er.