Reserveligaen

Future Cup: Uafgjort i Viborg

Målløs anden runde af Future Cup-turneringen, men FC Midtjyllands First Team Coach, Allan K. Jepsen, fremhæver de værdifulde minutter til både rutinerede spillere og unge talenter.

09/10/25
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Det blev en 0-0-kamp, da FC Midtjylland gæstede Viborg i Future Cup-turneringen torsdag eftermiddag, men Allan K. Jepsen roste holdets indsats.

– I de her reservekampe stiller vi ofte med et meget blandet hold, hvor vi gerne vil give nogle minutter til dem, der har brug for det. Det betyder, at flere spiller i andre positioner, end de er vant til, og det kan udfordre. Men uanset hvad, så skal man gå ind og levere – og det gjorde alle i dag, fortæller han og tilføjer:

– Der var ingen, der faldt igennem på indstillingen – og det skal de have stor ros for.

Vigtige minutter for Osorio og Gogorza

Kampen gav også spilminutter til Dario Osorio og Mikel Gogorza, der begge har været ude i en periode med skader.

– Man kan godt se, at det er et stykke tid siden, de har spillet kampe kontinuerligt. De har selvfølgelig trænet, men de er ikke 100 procent der, hvor de er allerbedst endnu. Til gengæld er de godt på vej, og det er vigtigt at få dem i gang igen, siger Allan K. Jepsen.

Solide præstationer

Blandt dagens præstationer skilte den unge forsvarsspiller Bilal Konteh sig ud.

– Bilal gjorde en flot figur. Han blev isoleret mange gange, hvilket også var en del af planen – og han løste det virkelig godt. Hvis jeg skal fremhæve én, så er det ham, lyder det fra træneren.

Også Jonas Lössl i målet og Aral Simsir i front fik rosende ord med på vejen for nogle solide præstationer.

Potentiale blandt U19-spillere

Flere af de unge spillere viste også potentiale i dagens opgør.

– For U19-spillerne er det her en chance for at vise sig frem både for Superliga-staben og de etablerede spillere. Jeg oplever sjældent, at de ikke leverer deres bedste i de her kampe, og sådan var det også i dag. De giver altid alt, hvad de har, og det er fedt at se, siger Allan K. Jepsen.

– Det var en rigtig fin Future Cup-kamp, hvor begge hold slap uden skader og leverede en god indsats, selvom der ikke blev scoret.

Næste Future Cup-kamp er mod Randers FC den 12. november kl. 12.00 på hjemmebane. Du kan orientere dig i kampprogrammet her.

Viborg FF 0-0 FC Midtjylland

FCM XI: Jonas Lössl, Bilal Konteh, Paulinho, Albert Lodberg, Pedro Bravo, Dani Silva, Alamara Djabi, Mikel Gogorza, Aral Simsir, Dario Osorio, Friday Etim.